DAN TURÈLL + HALFDAN E. – LIVE

★★★★☆☆
Undertitlen “Telefon til afdøde” bør ikke lokke publikum til at tro, at de nu skal opleve en sceneversion af Sidney Lumets berømte John le Carré-filmatisering “Telefon til afdøde”. Men i stedet skal vi overvære en form for teaterkoncert, hvor det afdøde ordkunstner Dan Turèll er i telefonen.

Mads Wille prøver ikke som sådan at spille Dan Turèll, og den sorte neglelak er blot en kærlig hilsen til afdøde. Men man fornemmer dog i den grad Dan Turèlls tilstedeværelse i Mads Willes rappe diktion, og Mads Willes musikalitet kommer også til udtryk i såvel pulserende trommespil som æggende dansetrin. Det klæder Mads Willes talent at være med i en forestilling som denne.

Han får stemningsmættet musikalsk opbakning af Lars Terkelsen på electronics, Søren Siegumfeldt på saxofon, fløjte og sav samt komponisten Halfdan E, der også betjener flere instrumenter bl.a. guitar og som ifølge teatrets hjemmeside har iscenesat forestillingen sammen med Mads Wille. Selv giver de dog Simon Boberg æren.

Halfdan Es nysgerrige jazz får undervejs en snert af både funk, reggae og pop, og klæder i den grad Turèlls ord, der bliver levende på ny i munden på Mads Wille.

Selv 30 år efter sin død formår forfatteren at indfange os med sine hypnotiske ordstømme i sange som “Hyldest til hverdagen” og Jens Koudals sanselige grafik på hele tre lærreder bag musikken, fanger byens hjerteslag med imponerende akkuratesse.

Mod slutning opstår der for stor afstand mellem Mads Willes stringens og orkestrets mere skødesløse tilgang til stoffet, men det ændrer ikke på, at DAN TURÈLL + HALFDAN E LIVE hører blandt de mest originale teaterkoncerter i denne sæson.

(Michael Søby)