RETFÆRDIGHED FOR EMMETT TILL

★★★★★☆
Der ligger en gruopvækkende autentisk historie til grund for RETFÆRDIGHED FOR EMMETT TILL (eller “Till”, filmens internationale titel). Instruktøren Chinonye Chukwu har tidligere vist sit værd med “Clemency”, der gav Alfre Woodard en af karrierens bedste filmroller (en kvindelig bøddel) og en Bafta-nominering i tilgift.

Samme ære er netop overgået Danielle Deadwyler for hendes portræt af moderen til teenageren Till, der under et familiebesøg i Mississippi bliver bortført og senere fundet myrdet.

Året er 1955, og Chinonye Chukwu tegner et smukt tidsbillede understreget af Marci Rodgers smagfulde og farverige kostumer.

Jalyn Hall er en vaskeægte charmetrold i titelrollen og Hayley Bennett, som netop er blevet nomineret af cphculture.dk for årets gennembrud i musicalen “Cyrano”, er skræmmende som den krænkelsesparate kvinde, der foranlediger mordet på drengen.

Whoopi Goldberg overrasker i en stramt spillet kvindelig birolle som Emmett Tills bedstemor, men det er naturligvis Danielle Deadwyler, der bærer filmen med sit renfærdige spil som den tabre mor, som vedblev med at kæmpe for retfærdigheden, hvor den i årtier ikke fandtes.

De barske hændelser danner en sigende kontrast til pænheden i 50’ernes USA, og bliver i sidste ende en velfortjent anklage mod det amerikanske retssystems fatale svigt.

Man ærgrer sig over, at Det Amerikanske Filmakademi ikke fandt en eller anden måde, hvorpå de kunne støtte denne film med mindst een Oscar-nominering – den fortjener at blive husket. Men heller ikke i denne sammenhæng havde “Till” heldet med sig.