Det Kongelige Teater, Gamle Scene
Kasper Holten modtog i 2019 Teaterkatten for sin overdådige iscenesættelse af Peter Shaffers mesterværk AMADEUS. Nu er forestillingen tilbage med en spritny besætning på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, hvor forestillingens hovedperson sågar udgør en del af udsmykningen af balkonen.
Wolfgang Amadeus Mozart var dog ikke blot en genial komponist, men ifølge Peter Shaffers prisbelønnede skuespil – til lejligheden oversat af iscenesætteren Kasper Holten – også en mand, der gjorde flittigt brug af ord som “lort” og “røv”. Holten underbetoner ikke dette aspekt i titelkarakterens personlighed i forestillingen på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, og vi forstår i den grad, hvorfor Mozart i sin tid blev betragtet som vulgær i såkaldte finere kredse.
Den i hans samtids mere berømmede og mindre talentfulde komponist Salieri indser dog i stykket den unge komponists storhed bag den vulgære facade og erklærer krig mod det guddommelige. Vi overvældes og overbevises ikke blot om Mozarts format men også om iscenesætten Kasper Holtens, især når han væver de tre kunstarter sammen, så resultatet både bliver en hyldest til Wolfgang Amadeus Mozart og til alt hvad Det Kongelige Teater kan og skal være. Vi fryder os over de udødelige toner, de elegante danseoptrin og den prægtige sang.
Men AMADEUS er og bliver et skuespil, og i sidste ende er det skuespillernes triumf, der bliver det afgørende denne aften.
Lukas Toya får et veritabelt gennembrud som AMADEUS, der så øretæveindbydende irriterende fra start med sit infantile selvværd og sin blærede sproglige virtuositet, at man går bekymret til pause. For kan vi overhovedet komme til at holde af denne Mozart? Men i anden akt åbenbares den skrøbelighed, som Lukas Toya også rummer. Vi ser ham som en skamskudt fugl i scenografen Maja Ravns virkningsfulde nodebladsorgie.
Stykkets bedste rolle er dog Salieri, og Henrik Koefoed giver os heldigvis ikke den sædvanlige dæmoniske Salieri. I stedet får vi et levende menneske, der beundrer og forundres over det unge talent. Farligheden bliver kun antydet, for denne Salieri holder sine kort tæt ind til kroppen og er for klog til at skilte med sin følelselser. Han frustreres over det lysende geni, der får ham til at indse sin egen middelmådighed, og selv efter Mozarts tidlige død kan ingen anerkendelse ændrer Salieris nye selvopfattelse. Han ved, at han aldrig når op på Mozarts niveau.
Salieri er velnok Henrik Koefoeds største dramatiske udfordring til dato, men han har struktureret rollen klogt, og hans præstation er en sejr i et repertoire, som man næsten havde glemt også var hans. En anmelder var en gang så uforskammet at antyde, at der var gået for meget Henrik Koefoed i Det Kongelige Teater. Denne eftermiddag var publikum tydeligvis ikke enig med den anmelder, og kvitterede tværtimod med en stående ovation.
Blandt de øvrige medvirkende glæder man sig over Ole Lemmeke som en forrygende festlig kejser og Michael Moritzen som en stok konservativ hofsnog. Her er både format, vid og periodefornemmelse – to prægtige birollepræstatioer, der sidder lige i skabet – og karakterkomik af fineste kvalitet.
AMADEUS er således stadig et besøg værd – og slet ikke kun som udstyrsstykke. Rigtig god fornøjelse.
