A MAN CALLED OTTO

★★★★☆☆
Fredrik Backmans roman om “En mand der hedder Ove” blev i 2015 filmatiseret med Rolf Lassgård i sit livs rolle. Filmen, der både modtog to Oscar-nomineringer og en European Film Award som årets bedste komedie, betød også et gennembrud for Bahar Pars, der p. t. er aktuel i Christian Lollikes “Kagefabrikken”.

Nu har Hollywood så kastet sig over historien og genindspillet filmen med Tom Hanks i hovedrollen. Hanks har ellers fået på puklen af diverse anmeldere for sit overspil den nye Disney-udgave af “Pinocchio” og sågar i den ellers glimrende Baz Luhrmann-film “Elvis”.

Men som Otto, som karakteren er omdøbt til i den nye version, er han betydelig bedre, uden dog at nå samme dybder som den svenske skuespiller.

Hanks’ sympatiske udstråling står næsten i vejen for præstationen, men på den anden side betyder det, at vi forstår, hvorfor hans omgivelser finder sig i hans dårlige opførsel.

Instruktøren Marc Forster, der skabte mesterværket “Finding Neverland”, har styr på historien, og selvom filmen ikke kan siges fri for sentimentalitet, så er den sober og solid, og gennemstrømmes af en lun medmenneskelighed, man kan lune sig på i en kold tid.