Niels Ellegaard spiller den fallerede filmmand og Henrik Lykkegaard den patentlige tandlæge, der møder hinanden i en spansk lufthavn. Det viser sig, at de begge har været gift med den samme kvinde, men de er også blevet forladt af hende.
Men flyet letter aldrig, og da der kun er een bil, de kan leje, beslutter de sig for at følges. Musikalsk synes de langt fra hinanden, idet den flippede filmmand sværger til Jim Morrison fra “The Doors”, mens den noble tandlæge hælder mere til Stig Rossen. Men de finder alligevel en fælles forståelse og tolerance, der giver filmmanden lov til at spise i bilen, men som også tillader, at tandlægen noterer alle udgifter i en app.
René Vase og Jannik Fuglsang er med rette kendte og elskede for deres mange revytekster. De har også forsøgt sig med muntre bearbejdelser af teaterklassikere såvel som nyskrevet dramatik bl.a. “Livet – hvor svært ka’ det være?”, også med Lykkegaard og Ellegaard.
Det er samspillet mellem to af landets bedste komikere, der bliver forestillingens største kvalitet. Niels Ellegaard er i sit es som den selvfede brovtende livsnyder, der efterhånden er ved at indse, at han måske har lavet sin sidste film. Henrik Lykkegaard tegner et poetisk portræt af en forsigtig mand, der kæmper med sit selvværd. Ensomheden deler de og smerten har de til fælles.
Desværre fremstår scenografien som en visuel skuffelse. De tre bevægelige trapper kan for lidt og fylder for meget på scenen, og kun som absurde kunstgenstande gør de god fyldest.
Man ville også ønske, at de replikvenlige dramatikere havde overladt iscenesættelsen til andre, der måske havde mindre fokus på ordene. F.eks. er der en scene, hvor de to skuespillere skiftes til at skrive på computer, der virker som ren sjusk, fordi lyden ikke passer til bevægelserne.
EKS-MÆND nydes bedst, hvis man fokuserer på skuespillernes ordudvekslinger. Deres overskudsagtige timing er en fornøjelse at overvære og skal nok gøre lykke ude omkring i landet.
(Michael Søby)
