Nørregaards Teater og AbstraXteater har på forbilledlig vis formået at krystallisere denne udødelige klassiker ned til 70 minutters sprudlende teater for opvakte børn og unge på baggrund af en hollandsk dramatisering. Hvad enten man er 14 eller 74, får man noget at filosofere over med hjem.
Bo Larsen, der tidligere på sæsonen ydede en fortræffelig prisnomineret indsats som alkoholiseret gnavpot i “5 kvarter ved 200 grader” produceret af den selvejende institut “Teatret”, forekommer på det nærmeste definitiv i sit portræt af DON QUIXOTE.
Man ser de store drømme blande sig vanviddet i hans øje, og ikke mindst mod slutningen kommer der noget dybt rørende og elementært menneskeligt over denne skikkelse gennem Bo Larsens krop og ansigt, der lyser af et levet liv. At Bo Larsen også har iscenesat forestillingen sammen med det øvrige hold gør kun bedriften endnu større.
Han får fin assistance af Claus Andersen, der agerer Don Quixotes trofaste væbner Sancho Panzo. Den sagtmodige Sancho Panzo prøver ihærdigt at følge med i sin herres galskab, og bidrager sågar ind imellem til den. Næsten mod sin vilje kommer den lakoniske Sancho til at drømme om en øde ø med forbogstavet A.
Men ikke alle drømme bliver til virkelighed, og selvom DON QUIXOTE synes at bevæge sig i retning af en martyrdød (ikke ulig Jesus’ i denne opsætning), opnår martyrernes tjenere sjældent samme begunstigelse.
Teaterlederen Carsten Wittrocks herligt tragikomiske scenografi vidner om, at disse to særlinge har delt en broget tilværelse præget af modgang og armod. Men ligesom Winnie i Samuel Becketts “Glade Dage” bliver forstillelsen i sig selv en berigelse, når man lever i et absurd univers.
Intet under at Reumert-komiteen nominerede denne DON QUIXOTE til en Reumert som bedste Børne-/ungdomsforestilling. Uanset resultatet fremstår Nørregaards Teater og AbstraXteaters udgave af DON QUIXOTE som en vinder.
(Michael Søby)
