DOM OVER DØD MAND

★★★★★★

At Jan Troells DOM OVER DØD MAND ikke får officiel dansk biografpremiere er uden sammenligning filmsæsonens største skandale. For den hæver sig kunstnerisk over det meste af hvad vi ellers må trækkes med i de danske biografer.

Filmen kommer hertil med både internationale priser og anmelderroser. Jan Troell hører endda allerede blandt filmkunstens sværvægtere og lagde i 70erne gaderne øde med sin Moberg-saga om "Udvandrerne" og "Nybyggerne".

DOM OVER DØD MAND har tilmed Jesper Christensen i hovedrollen og Klaus Rifbjerg som forfatter, så også på den front skriger den på dansk premiere. Og da den også er støttet med danske penge, bør Det Danske Filminstitut forpligte sig til visninger over hele landet – og ikke kun i Cinemateket.

Men tilbage til filmen: Jesper Christensen spiller Torgny Segerstedt, en lidenskabelig journalist, der førte en indædt men ikke altid lige populær kamp mod Hitler gennem sine skriverier. Segerstedt udlevede sin kærlighed til mere end een kvinde, hvilket ansås for usædvanligt i hans samtid, og faldt ikke altid i god jord hos de pågældende kvinder.

Troell giver et eminent tidsbillede og beretter i sublime sort-hvide billeder om nazismens fremmarch set fra et skandinavisk synspunkt. Hans skildring af Segerstedts forhold til kvinder undgår også alle klichéer og åbenbarer et smukt og rummeligt menneskesyn, vi slet ikke er forvændet med på film. Spillet når også højder og dybder, som man ikke har set siden Hanekes "Amour". Ikke bare hos Jesper Christensen, men også Pernilla August og måske især Ulla Skoog. Sidstnævnte fik sågar prisen som bedste skuespillerinde i på Chicago filmfestivalen samt en svensk Guldbagge.

DOM OVER DØD MAND er en funklende filmisk diamant og må afgjort regnes blandt årets fineste. Godt at i al fald københavnerne nu får mulighed for at se den – men lad det ikke blive ved det.