★★★☆☆☆
Den tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig høstede i sidste sæson en vis anerkendelse for sit skuespil "Peggy Picket ser guds ansigt", der blev opført på Husets Teater. Nu har han skabt et skuespil med udgangspunkt i bogen "Frygten og bæven", som Søren Kierkegaard skrev og fik udgivet under pseudonymet "Johannes de Silentio".
Såvel bogen som skuespillet omhandler den bibelske fortælling om Abraham og Sarah, der får sønnen Isak kun for at Abraham skal ofre sønnen til gud. En relativ kort beretning med højdramatisk indhold, som vi nu præsenteres for i diverse mere eller mindre syrede udgaver.
For instruktøren Jacob F. Schokking har tilsyneladende ikke ønske at gøre stoffet mere tilgængeligt for publikum og har atter engang koncentreret sig om at lave de flotte scenebilleder, vi ved, han kan lave. Opfindsomme videoprojektioner kan dog ikke skjule den selvtilstrækkelighed, der har listet sig ombord på projektet som blind passager.
Thomas W. Gabrielsson virker træt og uinspireret som Abraham, mens Simon Sears har svært ved at komme udover det smånuttede, når han det meste af tiden tuller rundt i Sarahs hjemmehæklede bukser.
Heldigvis er der Tammi Øst, der låner smerte og desperation til sin Sarah. Tammi Øst har evnen til at gøre det uforståelige
forståeligt krydret med en væld af fine detaljer. Ganske vist sidder hendes Sarah pænt og nydeligt med håndarbejdet, men en trippende fod under bordet lader os ane, at noget er på færde. Vi nyder hendes aggression mod den kat, der blot fungerer som et spejl, tydeligst da Tammi Øst får noget, der ligner en hårbold i halsen blot ved tanken om den pokkers kat. Ubetalelig er hun også, når popmusikken pludselig får tag i hende, så hun mister kropskontrollen.
Men bortset fra hende må man spørge hvad skal vi med denne forestilling? Mungo Park i Allerød har med "Forførerens dagbog" vist, at det er muligt at tage gammelt stof med filosofiske lag og gøre det til moderne engagerende teater. Her forbliver det sjæleonani for de indforståede. FRYGT & BÆVEN lukker sig desværre om sit manuskript som en knytnæve om en ært. Derved bliver den uheldigvis et mønstereksempel på hvad Det Kongelige Teater IKKE bør spille i øjeblikket.
