★★★☆☆☆
Mungo Park i Kolding spiller ambitiøst ud med deres seneste forestilling RINDAL. På trods af titlen handler stykket dog uhyre lidt om manden Rindal, men derimod om den såkaldte rindalisme, En folkelig reaktion på den statsstøttede kunst med Statens Kunstfond som en af skydeskiverne. Thomas Lagermand Lundme retter i ligeså høj grad sit skyts mod 60ernes DR, der både sammenlignes med DDR og en børnehave. Via hånddukker latterliggøres også en række af kunstens hellige køer – blandt dem Jørgen Leth og Klaus Rifbjerg.
Peter Rindal selv er Lundme overraskende loyal overfor, selvom forestillingen næppe ville have glædet en mand med Rindals kulturopfattelse. For selvom iscenesætter Niclas Bendixen prøver at peppe teksten op, så er dette teater for de indforståede, for kultureliten. Det er man tilmed uhyre bevidst om, og det er ikke uden selvironi, at der til premieren blev budt på et glas i pausen – på statens regning.
Vi får det indtryk, at Rindal med tiden fjerner sig fra sin egen rindalisme og køber sågar selv et kunstværk. Ærgeligt er det
derfor, at vi aldrig lærer mennesket bag at kende, for det ville have skabt større personligt engagement i forestillingen.
Jo, vi hører han er vild med Ulla Pia, men får istedet melodien til en Maria Stenz-sang? Det virker symptomatisk for forestillingen, der konstant danser om den varme grød uden at gå i krig med emnet.
Vi nøjes derfor med at nyde det veloplagte trekløver Maja Juhlin, Jesper Riefensthal og Frank Thiel i energisk fysisk
udfoldelse på scenen, Ligesom i Bådteatrets Lundme-forestilling må mændene smide bukserne uden vi får nogen forklaring på hvorfor, men det understreger blot hvor lidt rindalsk forestillingen er. Faktisk går der henved en halv time før manden introduceres på scenen, og det må siges at være for længe. Uanset om man er rindalist eller ej.
