THE BUTLER

★★★★★☆

Lee Daniels THE BUTLER er en kraftpræstation af de sjældne. Den formår at fortælle een mands livshistorie og samtidig afspejle den politiske og historiske udvikling i samme periode. Det har kun få film formået, blandt dem "Den sidste kejser" og "Forrest Gump", der begge vandt en Oscar for bedste film. Med THE BUTLER har en film instrueret af en afro-amerikaner for første gang en regulær chance for at vinde filmbranchens største hæder, og det er intet mindre end en sensation.

THE BUTLER har været en øjenåbner i USA, hvor dens beskrivelse af livet i og uden for det hvide hus set fra en farvet butlers perspektiv fortæller os om den enorme udvikling hele racespørgmålet har gennemgået i løbet af blot en generation.

Daniel Strongs manuskript vejer kløgtigt diverse synspunkter, og antyder hellere komplicerede spørgsmål end definitive svar. For kan man svare entydigt på om Sidney Poitier var rollemodel for afro-amerikanere eller blot den hvideste farvede mand i Hollywood ?

På samme måde kan man diskutere om butleren Cecil Gaines blot leflede for de hvide eller om han i virkeligheden ved at passe sit job på højeste sted igennem en årrække blev en afro-amerikansk helt?

Forrest Whitaker får os i al fald til at respektere denne mand, der langsomt vokser i format ligesom filmen iøvrigt. Og i Oprah Winfrey har han en fortræffelig medspiller. Hun får røget nogle smøger og skyllet nogle drinks ned, men vi får også set en både sexet, sjov og sårbar side af Oprah Winfrey. Ingen tvivl om, at Oprah Winfrey vil sætte alt ind på at vinde en Oscar til næste år, efter at hun modtog en noget ufortjent og stærkt kritiseret æres-Oscar.

Men også birollerne er stærkt besat. David Oyelowo, der gjorde sig bemærket i Steven Spielbergs "Lincoln", gør indtryk som den ældste søn, og Cuba Gooding jr. yder sin bedste præstation siden Oscar-triumfen med "Jerry McGuire" som butlerens rapkæftede kollega.

Samtlige præsidenter bliver portrætteret af stjernenavne, som givet har været medvirkende til at få denne imponerende produktion søsat. Og selvom det forstyrrer de første øjeblikke, så spiller de faktisk alle godt. Især John Cusack overrasker med et listigt portræt af den snu Richard Nixon.

Også 70ernes mest højrøstede skuespillerinder på den politiske arena, Jane Fonda og Vanessa Redgrave, har man naturligvis fundet roller til i filmen, for THE BUTLER er også et prestigeprojekt for amerikanske liberalister, men gudskelov så meget mere end det.

I sin umiddelbart tilgængelige skildring af afro-amerikanernes kamp for almene borgerrettigheder fremstår den nemlig som en enestående bedrift, som også et dansk publikum kan få udbytte af.