AFTER EARTH

★★★☆☆☆

Sci-fi filmene forekommer at være i overtal denne sommer, og langt fra alle har solgt det forventede antal billetter. AFTER EARTH hører til de økonomisk skuffende, men er dog betydelige bedre end støjorgiet "Man of Steel".

AFTER EARTH sigter også efter et yngre publikum, og selvom plakaten lokker med far og søn, Will og Jaden Smith, så har sønnen den dominerende hovedrolle.

Jaden Smith stjal næsten billedet fra farmand i "Jagten på lykken" og viste med genindspilningen af "The Karate Kid", at han kunne bære en film. AFTER EARTH bekræfter sådan set dette, selvom han har mistet lidt af den naturlighed, der også kendetegnede faderen i dennes unge dage, da navnet Will Smith var synonym for "Fresh Prince of Bel Air".
Denne gang er Will Smith tilfreds med at illudere mut militant fader, og han har endda selv skrevet historien.

Den handler om drengen Kitai, der sammen med sin far drager på en mission tilbage til den jordklode, de var tvunget til at forlade for 1000 år siden. Da faderen kommer til skade, får sønnen mulighed for at vise sit værd og derved komme tættere på sin far.

Kitais møde med vilde aber, moderlige ørne, forslugne slanger og det der er værre, kaster et ægte eventyrligt skær over filmen. Instruktøren M. Night Shyamalan har styr på denne ganske flotte produktion – selv kostumerne er klædelige. Og den otte gange Oscar-nominerede komponist James Newton Howard viser atter engang, at han kan sit kram.

Hvis bare AFTER EARTH også havde haft lidt humor og man havde skruet ned for den demagogiske "mindfulness", så var AFTER EARTH muligvis endt som en bedre film.