INTO DARKNESS – STAR TREK 3D

★★★★☆☆

Uanset om man elsker science fiction eller ej, så kan det være svært ikke at lade sig imponere over instruktøren J.J. Abrams’ revitalisering af Star Trek-universet. Star Wars-serien blev unægtelig ringere som årene gik, men spørgsmålet er, om de to seneste i det tilsyneladende endeløse Star Trek-eventyr ikke bør regnes som de bedste ? Teknisk set hører de under alle omstændigheder til i topklassen og 3D-effekterne virker som skabt netop til en dynamisk Star Trek-verden, som den vi møder i INTO DARKNESS.

Modsætningerne mellem den nuttede Kirk (smækre Chris Pine) og den nørdede Spock (tilpas underlige Zachary Quinto) udnyttes behændigt og den usvigeligt sikre rollebesætning toppes denne gang med den farlige britte Benedict Cumberbatch (kendt som en meget moderne Sherlock Holmes på TV) og selveste Robocop’en Peter Weller.

Spilletiden på 132 minutter kan synes rigelig lang, men tempoet fungerer upåklageligt og en flot finaleduel i luften gør, at man overraskende nok føler sig godt underholdt – selvom behovet for endnu en rumrejse nu må siges at være dækket.