ROBIN HOOD

★★★☆☆☆

Historien om ROBIN HOOD har vist sig overraskende levedygtig og kan da også fortælles på mange måder. Nørrebro Teater forsøgte sig tidligere på sæsonen med en al for pjanket version, og nu står det Det Kongelige Teater bag en ødsel opsætning i Ulvedalene. Jokum Rhode har fået til opgave at gendigte beretningen om Robin og hans muntre følgesvende, men familieteater har aldrig været Jokum Rhodes særkende, og desværre bliver forestillingen i sin udformning mere Rhode end Robin.

Det betyder, at Robin Hood (en spændstig og maskulin Mikael Birkkjær) bliver tortureret som en anden Jesus på korset, mens Thomas Bo Larsen, der ellers har spillet "Jeppe på Bjerget" allerede, forveksler Broder Tuck med Holbergs alkoholiker – måske som et led i Rhodes alt for bastante angreb på kirken? Scenerne mellem Prins John (en sært fimset Nicolai Dahl Hamilton) og hans moder Gertrude (formidabel Helle Hertz) leder næppe tilfældigt tankerne hen på Hamlet, I det hele taget fremstår manuskriptet som en værre Rhode-butik.

Da Kong Richard vender hjem, burde den i forvejen rigeligt lange forestilling være sluttet, men Rhode kan ikke dy sig, og før vi ved af det, har Lady Marian (en meget moderne Cecilie Stenspil) slået Prins John ihjel, mens Robin Hood er raget uklar med Kong Richard (en spag Michael Carøe).

Sheriffen af Nottingham har man berøvet enhver farlighed, og selvom en næsten ukendelig Ole Lemmeke fjoller vitalt iført fat-suit og stritører, så forråder Rhodes figurtolkning også her historiens dramatiske balance.

Mikkel Arndt har man uvist af hvilken grund sat til at agere homoklichéen over dem alle, den kvindagtige tøjdesigner – komplet med fransk accent. Men i det mindste har Anja Vang Kragh klædt ham og de øvrige aktører festligt på, ligesom Kim Witzels stort anlagte scenografi udnytter naturområdet maksimalt. Rent visuelt skuffer forestillingen nemlig ikke og selv vejrguderne var premieregæsterne nådigt stemt.

Klokken runder dog 23, før de sidste heste bliver reddet forbi publikum og da har man hægtet mange af de mindste af.
Spektakulære kampscener bliver mere action for aldrende drengerøve end for det familiepublikum, der burde være målgruppen ifølge teatrets egen hjemmeside. Synd, for det er en rigtig god ide at bruge Ulvedalene i Dyrehaven til familievenligt udendørsteater, når bare man i tilblivelsesprocessen husker sin målgruppe og fortæller den historie, man har til opgave at fortælle.

Det formår instruktøren Lars Kaalund ikke. Men med over 100 medvirkende, hunde, heste og et krævende teknisk apparat har han nok haft rigeligt at se til. Det Kongelige Teater må slå sig til tåls med, at ROBIN HOOD i det mindste ligner en succes.