★★★★★☆
F. Scott Fitzgeralds roman THE GREAT GATSBY må regnes for et af de absolutte hovedværker inden for amerikansk litteratur.Den er blevet filmatiseret flere gange, i 1949 med Alan Ladd i hovedrollen og i 1974 blev det Robert Redfords tur til at agere karismatisk mangemillionær med dunkel fortid.
Hvor 1949-udgaven fokuserede på kriminalplottet og 1974-versionen blev et lidt tungt og meget klassisk psykologisk drama, er den nye film et visuelt overflødighedshorn på godt og ondt.
Nelson Riddle vandt i sin tid en Oscar for sin periodesikre musik til 1974-udgaven, der også huskes for de ligeledes Oscar-belønnede kostumer. I Baz Luhrmanns Gatsby-film er inspirationen også hentet fra 20erne, men Luhrmann har ganske raffineret mixet datidens danserytmer med moderne musik – ikke mindst til filmens oppulente fester. Det medvirker til at give filmen et nutidigt præg understøttet af 3D-effekterne, der samlet set nok skal give pote ved billetlugerne.
Men ellers forholder Luhrmann sig ganske tro mod forlæget. Også denne gang kan man glæde sig over en række velvalgte modekreationer, som her tilskrives Luhrmanns Oscar-vindende hustru Catherine Martin, og resultatet er især kommet filmens hovedrolleindehavere til gode. Men Luhrmann dyrker bevidst også den dårlige smag og får dermed udstillet overklassens lidet diskrete charme, der varsler det store finanskrak. Paralellerne til vor tid ligger lige for.
Tobey Macguire forekommer velplaceret som historiens fortæller og katalysator. Han står både som fiktiv karakter og som skuespiller i skyggen af Leonardo Di Caprios forførende Gatsby. Det ene øjeblik fremstår denne Gatsby skødesløst elegant med et uimodståeligt smil på læben, for i næste øjeblik at være reduceret til en kejtet dreng, da han atter står ansigt til ansigt med sin drømmepige. Og når illusionerne for alvor truer med at briste, får vi en helt tredje og virkelig skræmmende side af Gatsby at se. Gi så Leo den Oscar!
Carey Mulligan gør det hæderligt som Daisy, men savner i nogen grad den varme, som også fortælleren besnæres af. Men selvom vi stadig har den definitive Daisy til gode, så forstår vi hendes splittelse. Blandt birollerne bemærker man især Joel Edgerton som Daisys primitive ægtemand, og man glæder sig iøvrigt over gensynet med en anden af Baz Luhrmanns landsmænd, den australske karakterskuespiller Jack Thompson i rollen for fortællerens fortrolige.
Luhrmann mestrer på ny hele det tekniske apparat med en enestående virituositet, der placerer ham blandt filmkunstens mest imponerende billedskabere – eminent støttet af fotografen Simon Duggan. Men man tager også sig selv i at blive forført af al denne overdådighed lidt på samme måde, som vores fortæller i romanen blev forført af Den Store Gatsby, og det var som bekendt ikke uden omkostninger.
