Forside

logo logo logo

 

STRØMSTEDER//SARFARTUUT
★★★★

Nukâka Coster-Waldau træder for alvor i karakter som skuespiller i den magisk dragende forestilling STRØMSTEDER//SARFARTUUT, der gæstespiller på Teater Grob en kort periode, inden den turnerer på Grønland.
Teksten har da også noget at byde publikum begge steder med sin oprigtige og langtfra ukritiske skildring af de to kulturer.

I en lavmælt, renfærdig og poetisk stil fortæller Nukâka Coster-Waldau om hvad det vil sige at have begge kulturer i sig. Hun spiller ind imellem ganske pågående scener som henholdsvis selvdestruktiv alkoholisk grønlænderkvinde og fordomsfuld frisør.

Via et frapperende dyrisk kropssprog får Coster-Waldau også udtrykt dele af den grønlandske kultur, der ikke lader sig verbalisere - og vi får sågar en sang, der synes at rumme meget af den smerte, vi ikke ser til daglig.

I filmklip åbenbarer Makka Kleist en række fine dramatiske udtryk ligesom Flemming Jensen overbeviser i en alvorlig rolle. Instruktøren Hanne Trap Friis sørger for, at vi kommer ud over klichéerne og anskuer samspillet med det grønlandske og det danske i et klart og utvetydigt teatersprog støttet af bl.a. forfatteren Peter Laugesen.

Men det er dog i sidste ende Nukâka Coster-Waldau, der med en udsøgt skønhed i både sjæl og krop gør denne fascinerende forestilling til en af dem, man virkelig vil huske.