SCARY MOVIE 5

★☆☆☆☆☆

Måbende konstaterer man, at dette er den femte film i SCARY MOVIE-serien, for selv den første af filmene løb tør for gas undervejs. Kombinationen af gys og falden-på-hale komedie har et stort publikum i USA, men det kan være svært at finde noget at glæde sig over i femte omgang.

Ideen med at lade to af filmbranchens største vittigheder, Lindsey Lohan og Charlie Sheen, indlede SCARY MOVIE 5 er dog inspireret. Og når man så i tilgift får den notorisk rædsomme Heather Locklear, så har filmholdet i al fald slået den dårlige smag fast.

Men kun filmens Morgan Freeman-agtige fortæller-stemme morer for alvor, og Mr. Teenwolf alias Tyler Posey har ligesom sangeren Usher desværre alt for lidt at lave i filmen. Selv de afsluttende fraklip virker tamme, og det eneste uhyggelige ved denne film synes faktisk at være dens mangel på kvalitet. Effekterne fremstår mere flove end i de mange elendige gysere, som man mere eller mindre kluntet henviser til.

Under alle omstændigheder løber filmen tør for ideer efter et kvarter. Så der er lige så lidt grund til at se filmen, som der er til at lave endnu en Scary-movie. Tanken om en efterfølger virker faktisk ret uhyggelig.