KON-TIKI

★★★★★☆

Dokumentarfilmen KON-TIKI vandt i 1952 en velfortjent Oscar. Derfor kan det undre, at alle ekspeditionens medlemmer skulle afgå ved døden, før norsk film valgte at gøre en spillefilmsudgave af den eventyrlige beretning til deres hidtil største økonomiske satsning. Med den erfarne engelske producent Jeremy Thomas ("Den sidste kejser") som uvurderlig co-producent har satsningen båret frugt, og KON-TIKI er i Joachim Rønnings og Espen Sandbergs instruktion blevet en ganske overdådig storfilm, som kan få fantasten frem i enhver. Intet under at tæt på en million nordmænd allerede har set filmen, og at man i Hollywood har hædret KON-TIKI med både Golden Globe- og Oscar-nominering.

Hovedrollen spilles smukt og stilfærdig heroisk af Pål Hagen. Gustav Skarsgaard, den mest talentfulde af alle Stellan Skarsgaards sønner, gør en god figur som Bengt Danielsson, et af de øvrige besætningsmedlemmer. Og i rollen som Hejerdahls kærlige men hårdt prøvede hustru bekræfter Agnes Kittelsen fra "Sygt Lykkelig", at hun er Norges fineste skuespillerinde i øjeblikket. .

Fra dansk side noterer man sig Søren Pilmark – nu med fuldskæg og skoleengelsk – i en lille rolle, samt den karismatiske norske skuespiller Jakob Oftebro, der bl.a. medvirkede i Mungo Parks forestilling "Jul i Brædehytten".

KON-TIKI fortjener også at blive en publikumssucces i Danmark, for den har både luft under vingerne og stort vingefang.