HOBBITTEN: EN UVENTET REJSE – HFR 3D

★★★★☆☆

Peter Jackson er tilbage i vanlige omgivelser med HOBBITTEN – EN UVENTET REJSE, den første af
tre planlagte film.

HOBBITTEN – EN UVENTET REJSE vises også i hele tre forskellige versioner i Danmark bl.a. den omdiskuterede HFR 3D. Dette format egner sig glimrende til de store panoreringer, som heldigvis også er en del af filmen. Derimod skaber det en sær niveaudeling, når der pludselig
vælter et eller andet ind i forgrunden af billedet. Effekten
giver niveau i billedet, men får også ind imellem baggrunden til at ligne en filmkulisse. På det område mestrer Peter Jackson endnu ikke den nye teknologi.

Filmen fremstår dog stadig som storladen underholdning med Sir Ian Mckellan som fineste repræsentant for skuespilkunsten. Tonen er tilmed lysere og mere infantil end i de tre film om RINGENES HERRE.

Filmens sange trækker på traditionerne indenfor den britiske folkemusik, men kvaliteten kunne være højere og det er ligefør man savner Alan Menkens Disney-sange. Størt chance for en Oscar har nok filmens sminkører, der har skabt en række skægge masker til filmens nørdede dværge.

HOBBITTEN – EN UVENTET REJSE er temmelig længe om at komme igang, og der går næsten 20 min, inden vor hovedperson drager på eventyr. En kortere spilletid til de efterfølgende film to forekommer at være en hensigtsmæssig målsætning, hvis man vil fastholde et yngre publikums interesse.