JANE EYRE

★★★★☆☆

De litterære søster Emily og Charlotte Brontë berigede verden med udødelig litteratur. Emily skabte bl.a. det anmelderroste mesterværk Stormfulde Højde (Wuthering Heights), mens Charlotte Brontë opnåede stor folkelig succes med historien om JANE EYRE.

Søstrenes lidt triste skæbner er beskrevet medrivende i Curtis Bernhardts Devotion, hvor Ida Lupino agerer Emily og Olivia de Havilland spiller Charlotte, samt i Andre Techinés med Isabelle Adjani (Emily) og Marie-France Pisier (Charlotte).

Såvel komikeren Dave Allen som sangerinden Kate Bush har hentet inspiration i søstrenes værker og flere TV- og filmudgaver er det blevet til. William Wylers Stormfulde Højder med Laurence Olivier som den forpinte Heathcliff og Merle Oberon som hans Cathy fremstår stadig som et utvetydigt højdepunkt. Mange husker sikkert også Robert Stevensons til tider noget melodramatiske JANE EYRE med Orson Welles og Joan Fontaine samt en uforglemmelig lille pige ved navn Elizabeth Taylor.

Cary Fukunagas nye udgave af JANE EYRE er loyal mod forlæget, men har samtidig nedtonet dramaet så meget, så historien længe truer med aldrig at fænge. Heldigvis får Mia Wasikowska flere udtryk som historien skrider frem, og da først Michael Fassbender (som vi nu glæder os meget til at se i hans Venedig-belønnede præstation i Shame) kommer på banen, begynder det for alvor at slå gnister. Gudskelov er der også Dame Judi Dench, der som altid låner klasse og humor til sine omgivelser og medvirker til at beretningen om det stakkels vajsenhusbarn, der må gå så grusomt meget igennem, igen glider ned.

De maleriske billeder, velvalgte dekorationer og udsøgte kostumer bidrager også til at skabe en Brontë-filmatisering af de bedre. Man må håbe er dansk biografpublikum også snart får mulighed for at se Andrea Arnolds nyfilmatisering af Stormfulde Højder, for Brontë-søstrenes lidenskabelige fortællinger med deres sans for naturens – også den menneskeliges – allerstærkeste kræfter, forekommer endnu mere oplagt til film end selv Jane Austens underfundige kærlighedsdramaer.