Forside

logo logo logo

 

LOVE NEVER DIES
★★★★★★

LOVE NEVER DIES hører ikke blandt verdens bedste musicals hverken dramatisk eller musikalsk, men selv Andrew LLoyd webber må være henrykt over den opsætning som hans efterfølger til PHANTOM OF THE OPERA får på Det Ny Teater. At dømme originalproduktionens modtagelse i England, så er her nemlig tale om en forbedring, som folkene bag Det Ny Teater kan være mere end stolte af.

Helt afgørende for denne forbedringen er Paul Farnsworths blændende scenografi, der på eleganteste vis bringer os til det cirkusprægede Coney Island, hvor fantomet genforenes med sin elskede Christine. Instruktøren Daniel Bohr har virkelig styr på sine tropper og hele maskineriet fungerede upåklageligt til premieren med imponerende detaljerigdom og udsøgt musikalitet helt frem til tæppefald.

Thomas Ambt Kofod synger flot som fantomet, men ejer nok ikke Flemming Enevolds dramatiske tyngde i rollen. Men Louise Fribo overgår alle forventninger som Christine, og spørgsmålet er, om dette ikke vil blive regnet som det forløbige højdepunkt i den danske del af karrieren? Det har været en fornøjelse at opleve Fribo vokse rent kunstnerisk fra de lidt kedsommelige ungpigeroller i diverse operetter til en stjerne af internationalt format. Hendes solo i anden akt skal være forestillingens clue, og hun vælter simpelthen salen med en stemmepragt, hvis lige vi ikke finder herhjemme.

Marianne Mortensen må spille sig til sin succes, men det gør hun så sandelig også som den dystre Madame Giry, mens
Camille-Catherine Rommerdahl som Meg forekommer mest på hjemmebane som badenymfe. Den lille Oscar Dietz synes at være lidt af et fund som skuespiller såvel som sanger i rollen som Christines søn, Gustav. Endelig må man ikke glemme den festlige trio af Coney Island freaks bestående af Kristian Jensen, Simon Duus og - et herligt gensyn - Kirsten Norholt.

Orkesteret under ledelse af Per Engström formår at løfte opgaven, så selv når Andrew Lloyd Webber genbruger sine egne sange fra andre musicals, føler vi næsten, at vi hører dem for første gang.

Man får sådan lyst til at se Det Ny Teater prøver kræfter med store krævende klassiske amerikanske musicals som "Gypsy" og "Mame", for nu virker det virkelig som om, at Niels-Bo Valbro og co. kan gå på vandet.