LULU

★★★★★☆

Så lykkedes det endelig! Efter en række uheld under prøverne og til den officielle premiere fik Det Kongelige Teater endelig LULU til at fungere. Det var som om alle brikker endelig faldt på plads denne aften og storheden i Katrine Wiedemanns opsætning pludselig åbenbarede sig. Sammen med scenografen Christian Friedländer genskaber hun på imponerende vis de glamourøse rammer for storby-dekandancen sidst i 1800-tallet. Og i en kompromisløs iscenesættelse, der må regnes for Det Kongelige Teaters mest vovede siden "Stuk", skildrer hun gennem glædespigen LULU samtidens erotiske hykleri.

Spillestilen kan virke forceret, ja måske ligefrem "farce-ret", og det er bestemt ikke alle, der mestrer den. I al fald ikke Martin Greis, Henrik Jandorf, Peter Gilsfort og Morten Suurballe, der forbliver tegneseriefigurer. Jens Albinus, Peter Plaugborg, Bodil Jørgensen og – i en flot dublering
– Henrik Koefoed rammer derimod den helt rigtige
desperate tone i spillet. Og såvel Henning Jensen som Kirsten Olesen synes hævet over tid og sted med
deres monumentale portrætter af Lulus far og Lulus
lesbiske tilbeder.

Og LULU ? Hun får en passende fysisk fremtoning af Danica Curcic, som nok savner den fulde sceniske autoritet til at dække alle figurens mange facetter. LULU vil afgjort være en forestillingen, der deler vandene. Der blir både tisset, onaneret og bollet på scenen! Men hvor er det befriende med teater, der også rent mentalt virkelig tør noget.