★★★★★☆
PLAY har vakt stor opsigt også udenfor Sverige med sin uhyre præcise beskrivelse af ungdomskriminalitet blandt etniske minoriteter i Sverige. Man kan næsten frygte, at filmen giver flere ideer end den forhindrer, for filmmediet er jo ikke per definition pædagogisk.
Med en æstetisk form, der i et dvælende tempo næsten afholder sig fra nærbilleder, men køligt affotograferer en række forbrydelser, er det spørgsmålet om filmen ikke primært henvender sig til et intelektuelt voksent publikum.
PLAY er baseret på en række teaterimprovisationer med unge indvandregrupper, og instruktøren Ruben Östlund arbejder bevidst med grænsen mellem leg og alvor – også selvom filmens unge har svært ved at sætte grænser.
PLAY er uhyre velfotograferet, og de sikkert komponerede billeder vil ikke forsvinde fra nethinden, selv længe efter at man har set filmen. PLAY har da også en påtrængende historie at fortælle, en beretning om en gruppe unge mennesker ladt i stikken i et kulturelt vakuum. Så selvom PLAY kræver en del af publikum, og kan virke kvælende i sin insistrende fastholdelse af ubehagelige sammenstød, så bliver PLAY i sidste ende en god og givende filmoplevelse.
