★★★★☆☆
Atter engang må man konstatere, at selvom Woody Allen ikke er i ypperste form, så er hans film generelt bare mere begavede og en hel del sjovere end så mange andres. Det gælder også for TO ROME WITH LOVE, Woody Allens kærlighedserklæring til Rom – og italiensk film.
Der krydsklippes mellem en række små historier, der minder om Woody Allens egne noveller, men som samtidig henter inspiration eller direkte stjæler skamløst fra italienske filmklassikere. Det sidste gør sig især gældende i beretningen om det landlige unge par, der kommer til Rom, hvor den unge pige farer vild og ender i armene på en filmflødebolle og det der er værre. For det er netop plottet i
Federico Fellinis overdådige komedie "Den hvide sheik" med Alberto Sordi uforglemmelig i titelrollen.
Den unge mand får nærkontakt med en populær luder
spillet med jordnært lune af skønne Penelope Cruz – og tydeligvis inspireret af Victorio De Sicas Sophia Loren-komedier fra 60erne.
De Sicas magiske realisme fra "Miraklet i Milano" synes også at have påvirket Woody Allen til historien om den lidet bemærkelsesværdige mand (Roberto Begnini), der uden årsag pludselig bliver berømt – med mediebevågenhed, skønne kvinder og VIP-behandlig til følge. Den megen
opmærksomhed er da også ved at tage pippet fra den
lidet bemærkelsesværdige mand, men da berømmelsen så
en dag forsvinder, står han alligevel tilbage med savnet.
Woody Allen har i en anden fortælling tildelt sig selv rollen som pensioneret underkendt operainstruktør, der under et ophold i Rom pludselig opdager, at hans datters kommende svigerfar, en bedemand, er i besiddelse af en enestående stemme. Desværre kan bedemanden kun synge, når han er i bad, men selv det har Woody Allen en kreativ løsning på.
To af tidens største unge stjerner Ellen Page ("Juno") og Jesse Eisenberg ("The Social Network") forelsker sig i hinanden på trods af alle advarsler fra hans samvittighed – i Alec Baldwins arkitekt-agtige skikkelse.
Hverken Woody Allen eller den verden, der omgiver ham, er tilsyneladende blevet klogere med tiden…men heldigvis synes begge stadig lige groteske.
