★★★★☆☆
Willy Russells skuespil EDUCATING RITA (Lærenemme Rita) husker mange sikkert fra Lewis Gilberts filmversion med Julie Walters og Michael Caine i Oscar-nominerede præstationer. Herhjemme fik Ulf Pilgaard og Kirsten Lehfeldt som de første lov til at forgylde historien om frisøsen Rita, der åh så gerne vil vide mere om litteratur og livet i al almindelighed.
Stykket kan ses som en moderne Pygmalion-fortælling,
og med et hav af citater og referencer, der er guf for det dannede publikum i Odd Fellow-haven.
Cecilie Stenspil, der allerede i "My Fair Lady" på Det Kongelige Teater gennemgik en lignende udvikling som Eliza Doolittle, tar nu turen fra frisørsalonen til eksamenslokalet. Måske er det derfor, at man i hendes første scener har det, som når man hører Audrey Hepburn tale cockney som blomsterpigen Eliza. Der overdrives og spilles nedad – med stor komisk effekt, men lidet overbevisende. Stenspil gør dog
til gengæld fint rede for udviklingen i figuren – godt hjulpet af kostumer og sminke – og er også i passager ganske rørende.
Flemming Enevold agerer med megen naturlighed og
tilbagelænet charme hendes stadig mere forsumpede
lærer, og bekræfter den positive udvikling, han er
inde i som dramatisk skuespiller.
Forestillingen glider i Madeleine Røn Juuls iscenesættelse let henover scenen uden pause, selvom der går knap 100 minutter, før Rita finder saksen frem. Men hvorfor man lige netop har valgt at spille dette stykke som udendørsteater, når det i den grad emmer af støvede klaustrofobiske bogsamlinger, giver Grønnegård Teatrets opsætning desværre intet svar på.
