THOR – LEGENDEN FRA VALHALLA

★★★★☆☆

De nordiske guder har bidraget med inspiration i mange kulturelle sammenhænge bl.a. til den danske tegnefilm ”Valhalla”, en international orienteret spillefilm om ”Thor”, og en gang totalteater i Ulvedalene.

Nu kommer der så en splinterny tegnefilm om den kække unge Thor, og det kan man kun glæde sig over. Især fordi THOR – LEGENDEN FRA VALHALLA formår at få et nyt yngre publikum til at interessere sig for de gamle fortællinger. Man kan med fordel have læst om guderne inden, så forstår man i al fald flere af de kække hentydninger, som filmen kommer med.

Filmens scoop er, at Thors hammer, Mjølner, i bogstaveligste forstand har eget liv. De danske stemmer sidder også lige i øjet og man kan ligefrem høre hvordan Henrik Kofoed og Ellen Hillingsø nyder at spille dværgen Sindri og Thors imposante mor, to karakterer, der ligger så langt fra skuespillernes normale roller.

Tre instruktører og mindst fem manuskriptforfattere har været ind over denne tegnefilm, så det er lidt af et mirakel, at den alligevel fremstår som et samlet hele. At naturen spiller så stor en rolle i animationen skyldes muligvis filmens islandske islæt, og bidrager afgjort til den visuelle nydelse.