GREASE

★★★★☆☆

De fleste kender sikkert filmen GREASE, der blev et kæmpehit i biograferne sidst i 70erne med datiden store filmstjerne John Travolta og sangfuglen Olivia Newton-John.
Sceneudgaven har vi også kunnet glædet os over herhjemme ved flere lejligheder, mest på Nørrebro Teater i 90erne.

GREASE er eet langt nostalgitrip og fungerer bedst som sådan. Ideen med delvis at modernisere GREASE lykkedes kun for alvor i det ekstra-medley, der følger efter den egentlige forestilling. Man føler i al fald ikke, at forestillingen har fundet balancen og den helt rigtige visuelle løsning på
denne modernisering. Er det kun for at gøre musikken mere rocket og tidstypisk eller er der andre intentioner?

Men Anna David og Sonny Fredie-Pedersen gør det nydeligt som Danny og Sandy. Hun debuterer med få udtryk, men med sødme og naturlighed. Han virker både bleg og
mager, men kan både synge og især danse bedre end Travolta. Anna David leverer også en fin udgave af Olivia Newton-Johns store hit "Hopelessly Devoted To You", der
faktisk blev skrevet specielt til filmen. Hun overgås dog snart i en overdådig men ikke videre stilfuld udgave af "Beauty
School Dropout" af en i programmet ukrediteret sangerinde.

Det er dog Julie Steincke, der tager sidste stik hjem på trods af en fremtoning som verdens ældste teenager (vidunderlige Stockard Channing var også alt for gammel i filmen). Steinckes udgave af "There Are Worse Things I Could Do", forestillings velnok mest velskrevne sang, blev aftenens sanglige højdepunkt.

En overraskende buttet Silas Holst bidrog også positivt til forestillingen som hendes udkårne,og ikke kun dansemæssigt. Silas Holst synger også ganske godt, og
hans spilleglæde virker smittende.

Kenneth Kreutzmann har stået for dialoginstruktion, men det er på dansegulvet forestillingen fejrer sin største sejre, godt hjulpet af Tim Zimmermanns koreografi.

Rent scenografisk leveres der dog kun hvad man med ret og rimelighed kunne forvente af så opreklameret en musical, ja faktisk ville man gerne have set mere af annoncebudgettet på scenen. Nu får vi en lidt pauver men musikalsk GREASE – båret oppe af et dynamisk og sympatisk ungt hold.