★★★★★☆
Man kunne frygte, at JERNLADYEN bare var endnu en tour de force for Meryl Streep, men den er heldigvis andet og mere end det. På den anden side, så er det Meryl Streeps fortjeneste, at filmen ikke kun forbliver et portræt af en kvindelig politiker, men også en til tider uhyggelig og meget nærværende skildring af alderdommens rædsler. Nogle ville sikkert have ønsket, at den omstridte britiske regeringsleder Margaret Thatcher ikke blev sat i tilgivelsens milde skær af "Mamma Mia"-instruktøren Phyllida Lloyd, men tandløst er portrættet absolut ikke.
Meryl Streeps Thatcher fremstår som et indiskutabelt magtmenneske, der var ansvarlig for en krig, som mange mente, hun ikke skulle have påbegyndt, men hun var også en kvinde, der banede vejen for andre kvinder i en mandeverden, og i sidste ende en stor omend arrogant leder. Og netop arrogancen antydes som årsag til, at hun bliver fældet af sine egne partifælder.
Make-up og kostumer sidder lige i øjet, men man skal ikke bagatelisere Streeps arbejde med den engelske accent og med den særlige Thatcherske diktion. Der er tale om et stort og forbilledligt stykke arbejde – på lige fod med Helen Mirrens portræt af den engelske dronning Elizabeth i "The Queen". Den rolle indbragte Mirren en Oscar og det fortjener Meryl Streep også. Trods et hav af nomineringer, har hun faktisk ikke vundet siden starten af 80erne, hvor indsatsen i "Sophies Choice" blev betegnet som en af de filmhistoriens store præstationer. Men det kan hun meget vel gøre denne gang, hvis ikke følelserne for Heath Ledgers enke, Michelle Williams (vidunderlig som Marilyn Monroe i "My Week With Marilyn") bliver afgørende faktor.
