DAME, KONGE, ES, SPION

★★★★☆☆

Som det fremgår af Cinematekets februar-program, så har bøger af forfatteren John Le Carré dannet grundlag for en række fine film og TV-serier. Bedst er stadig Martin Ritts sort-hvide "Spionen, der kom ind fra kulden" med sublimt spil af Richard Burton, Oskar Werner og Claire Bloom.

TV-serien "Muldvarpen" er baseret på det samme forlæg som den premiereaktuelle "DAME, KONGE, ES, SPION", og blev i sin tid rost for bl.a. en fornem afdæmpet præstation af Alec Guinness. Valget af Gary Oldman til filmudgaven kom derfor bag på de fleste, for Gary Oldman kendes mest for en række ekstravagante karakterer, og efter hans skrækkelige Beethoven i "Dø Min Elskede" kunne man frygte det værste.

Men Gary Oldman leverer sit livs mest beherskede præstation, og hans lumske Smiley er næsten på linie med Guinness – og i al fald konstant fascinerende. John Le Carré har tilmed kaldt filmen den hidtil bedste udgave af en af hans bøger, men man kan i høj grad diskutere om filmen også er for indforstået.

I al fald vil jeg vove den påstand, at almindelige mennesker uden kendskab til Carrés film og bøger umuligt vil kunne fange hele handlingen ved første gennemsyn, og det er et problem. Valget er muligvis – ja sandsynligvis bevidst, men i så fald arrogant, når der er tale om en film på så stort et budget. Men hellere end film, der taler henover hovedet på det store publikum end en film, der taler ned til dem.

DAME, KONGE, ES, SPION kan heldigvis godt nydes alligevel, selvom man måske misser en sidehistorie eller to. For man er i begavet selskab, og filmen er da også blevet forkælet med flere Oscar-nomineringer. Foruden Oldman er Peter Straughan og hans nu afdøde kone Bridget O’Connor nomineret for det begavede men komplekse manuskript. Også Pedro Almodovars faste komponist Alberto Iglesias har opnået en nominering for sit originale bidrag til filmens musik, der også omfatter Julio Iglesias’ kitch-udgave af Charles Trénet-klassikeren "La Mer".

Men Thomas Alfredson, der slog internationalt igennem med sin poetiske vampyrfilm "Lad den rette komme ind", har skabt en film, der præges af kvalitet i alle detaljer og valget af filmens kulisser – også kaldet Art Direction – burde også have fortjent Oscars opmærksomhed. For det er filmens cool atmosfære, man for alvor husker mere end den sindigt konstruerede spion-historie.