★★★★★☆
4 performere (tre mænd og en kvinde) står sammen på en cirkelformet hvid scene i Dansehallerne omgivet af siddende publikummer. Blikretningerne går i hver deres retning, samtidig med, at de foretager små næsten usynlige bevægelse drejer rundt, og deres fokus skifter.
De verbaliserer detaljer i omgivelser, men gradvist skifter fokus til at omfatte publikum. og vi konfronteres med vores umiddelbare virkning på de pågældende. Det er med blandede følelser, man modtager denne opmærksomhed, for på sin vis virker det grænseoverskridende og lidt flovt pludselig at få udlagt ens udseende og udtryk for et ukendt selskab. Men opmærksomheden kan også virke tiltrækkende, når den kommer fra en flot fyr som Jonathan Bonnici.
Han er også idemand og iscenesætter af forestillingen sammen med Marie-Louise Stentebjerg, selvom også Ida-Elisabeth Larsen står anført som iscenesætter i pressematerialet.
Man sluger gerne de komplimenter, der i starten synes indeholdt i iagttagelserne, men bliver gradvist mere og mere uenig med iagttageren, uden dog selv at have mod på at tage til genmæle. Alligevel føler man sig næsten forsmået, da fokus skifter til “it” (det). Hvem “det” er bliver aldrig helt klart, men naturligvis ikke nær så interessant, som da man selv var i fokus.
TRANS- leger med de stereotyper, som vi ofte føler os låst fast i, men vi bliver også selv mindet om, hvordan man uhyre let kan komme til at låse andre fast i en bestemt rolle.
