★★★★★☆
BODIL UDSEN
– man kan jo ikke gå rundt og være en sukkerkage hele livet
af
Birgitte Ellemann Höegh
Forlaget Gyldendal
Selvfornægtelse og mådehold hørte ikke til Bodil Udsens force, og i en ny biograf beskrives hun tilmed som et rovdyr. Men når man formår at fortære eet kilo tatar på en dag, så er der måske noget om snakken. Bodil Udsen var dog først og sidst en af landets absolut største skuespillerinder, og tilmed een af de mest folkekære, og den slags går ikke altid hånd i hånd.
Det var Danmarks første sitcom "Huset på Christianshavn" og "Matador", der cementerede denne folkelighed, selvom hun faktisk var endnu bedre i andre TV-produktioner som f.eks. "Livsens Ondskab" og "Svend, Knud og Valdemar". De største skuespillermæssige udfordringer og sejre fandt Bodil Udsen dog på scenen.
Birgitte Ellemann Höegh har talt med en række af de mennesker, der kendte hende bedst, og det faktum, at de sjældent er enige, vidner kun om, at Bodil Udsen i den grad var et multifacetteret mennesker. Efter 23 kapitler fordelt på 352 sider er vi kommet godt rundt om Bodil Udsen, men hendes mystik forbliver intakt.
Bogen om Bodil Udsen er både velskrevet og underholdende. Man undrer sig dog over, at en kollega som Solbjørg Højfeldt ikke er blevet konsulteret, eftersom de spillede sammen i vægtige forestillinger som "Vejen til Mekka" og "Godnat, mor, og ærgrer sig over, at man ikke har gjort sig den anstrengelse, at lave en komplet oversigt over Bodil Udsens roller. Til gengæld glæder man sig over de mange dejlige billeder fra såvel karriere som privatlivet, omend man tvivler på, at det virkelig er Kirsten Walther, man ser på et gammelt foto fra Studenterrevyen.
Bodil Udsen var allerede folkekær på grund af revyoptræden som fløjtetønden Victoria og diverse biroller i filmkomedier, da Erling Schroeder og senere også Kasper Rostup forløste hende på scenen som Martha i "Hvem er bange for Virginia Woolf?". Men også hendes Winnie i "Glade dage" blev en tidlig succes.
Filmbranchen forstod dog sjædent at skatte Bodil Udsen, og på uforskammet vis modtog hun aldrig en Bodil. Filmakademiet hædrede hende dog for hovedrollen i "MIn farmors hus". Til gengæld modtog hun Reumert-komiteens allerførste hæderspris.
"Gertrude Stein" fik med rette status som hendes livs rolle, men samlet set blev hendes rigeste periode årene på Betty Nansen Teatret. Her høstede hun en række af karrierens allerstørste triumfer: Som Selma Lagerloef i P.O. Enquists "Billedmagerne", som Maria Callas i "Master Class" og som den ældste søster Olga i Enquists udgave af Tjekhovs "Tre Søster", der i Peter Langdals iscenesættelse fik titlen "Søstrene". Hendes sidste triumf blev da også på Betty Nansen Teatret i Peter Langsdal kvindeversion af "Misantropen", hvor hendes indsats som Philinte indbragte Bodil Udsen en Reumert for årets kvindelige birolle.
I sidste ende er BODIL UDSEN den hidtil bedste – omend ikke definitive – bog om denne elskede kunstner og vil med garanti skabe glæde i mange hjem.
