EN KORT EN LANG

★★★★★★

Aalborg Teaters Reumert-belønnede musical-udgave af Hella Joof-filmen af samme navn er endelig nået til København – og gudskelov for det. For en mere helstøbt dansk musical har vi ikke set siden Peter Langdal omdannede Susanne Biers filmkomedie "Den eneste ene" til scenen.

På Nørrebro Teater må man atter engang imponeres over den opfindsomhed Niclas Bendixen konstant udviser i sin instruktion, men også over den dybde, som han gradvist tilfører forestillingen.

Carsten Svendsen gør den biseksuelle mands dilemma langt mere nærværende end i filmen, og får samtidig lejlighed til at vise, at han er øjeblikkets mest alsidige musical-skuespiller. Åh, hvor ville man gerne se ham som "Pal Joey".

Mads Rømer Brolin-Tani finder igen fine udtryk for den forsmåede kærestes frustrationer og smerte, og er mod slutning direkte gribende i sin ensomme desperation.

Laura Cold har overtaget den centrale kvinderolle efter Rikke Lylloff (der spiller "Den Vægelsindede" på Odense Teater), uden at der går nogle nævneværdige skår i glæden af den grund. Og samtlige birolle sidder stadig lige i skabet.

Kenneth M. Christensen er således ganske uimodståelig som fjoget sexdyr, og som den usikre skabsbøsse fremstår Mikkel Kaastrup-Mathew aldeles yndig og vanvittig morsom. Lise Baastrup (TV2s "Hjørdis") og Nikolaj Bjørn-Andersen har begge en fest som henholdsvis bramfri lebbe og flamboyant homo, og ingen kan levere så tørt vittige replikker som Marianne Høgsbro – uanset om hun agerer sygeplejerske eller mor.

Martin Brygmann har udbygget flere af sine filmsange bl.a. titelnummeret samt suppleret med flere ganske iørefaldende melodier, der leveres af en række musikere, der så at sige spiller med på scenen. Og i Jonas Fly Filberts opfindsomme scenografi fungerer denne idé optimalt og giver samtidig forestillingen en ekstra dynamik.

Netop fordi sceneudgaven i højere grad end filmen tager karaktererne seriøst og omslutter dem alle med grænseløs kærlighed, flyver vi op af sædet til sidst for at hylde forestillingen og dens medvirkende.