★★★★★☆
Giulio Ricciarellis TAVSHEDENS LABYRINT må afgjort høre til blandt en af årets bedste tyske film, og afgjort den vigtigste. Man kan med rette betegne TAVSHEDENS LABYRINT som den foreløbige filmiske kulmination på den tyske selvrensagelse efter anden verdenskrig, og det i sig selv gør den så meget mere interessant end så mange andre mere udpenslende film om de tyske krigsforbrydelser.
TAVSHEDENS LABYRINT fremstår som en velproduceret, sober og velspillet film, som fremover burde indgå i skoleundervisningen i de større klasser fremfor de ofte mere effektsøgende amerikanske film.
Filmen tager sit udgangspunkt i Frankfurt anno 1958, hvor en lokal skolelærer genkendes som værende fangevogter i Auschwitz. Sagen lander på et stort advokatskontor, hvor ingen vil røre sagen, da tidens tendens er at pakke alting ind i vat og glemme fortidens ubehageligheder. Men den unge advokat Johann Radmann (spillet med stilfærdigt engagement af Alexander Fehling) nages alligevel af den kollektive skyld, eftersom kun en lille snes mennesker blev dømt under efterkrigstidens retsopgør i Nürnberg.
TAVSHEDENS LABYRINT gør op med datidens tyske modvilje og konfronterer både tyskerne og os andre med den uhyggelige sandhed, at først i 1963 – 18 år efter anden verdenskrigs afslutning -kommer der en større retssag mod tyske krigsforbrydere på tysk foranledning.
Under forberedelserne til retssagen erfarer man samtidig, hvordan en mand som nazi-lægen Josef Mengele (også kendt som "Dødens engel") får mulighed for uhindret at besøge Tyskland flere gange, selvom man valgte at fastholde illusionen om, at han til stadighed var på flugt i Sydamerika.
TAVSHEDENS LABYRINT påpeger vigtigheden af, at alle unge lærer sandheden at kende af – men også om – deres forældre. Ikke nødvendigvis bare for at anklage, men først og fremmest for at kunne forstå, erkende og i sidste ende tilgive.
