PEJSEREVYEN 2015:

FOR YOUR PEJS ONLY

★★★★★☆

>

Revy-Danmarks mest overdådige buffet finder man på Hotel Pejsegården i Brædstrup. Ikke mindst det gloriøse dessertbord med henved 40 luksusdesserter er værd at rejse langt for.

Så vi sidder alle med saglige smil på læberne, da tæppet går for pejseshowet 2015, der i år har James Bond-tema, og derfor går under titlen: FOR YOUR PEJS ONLY.

Instruktøren Donald Andersen slår kvikt tonen an i et stort året-der-gik-potpouri, og det er heldigt, for teksterne synes ikke helt på højde med ideerne. Farshad Kholghis udgave af Yahya Hassan virker bare plat, men til gengæld er Kholghi morsom som integreret (eller var det penetreret?) thaipige, selvom nummeret desværre varer lidt for længe. Kholghi tegner også et frygtindgydende portræt af Miss Moneypenny i en af de sjove scener, hvori klip fra diverse Bond-film krydses med optagelser de fire skuespillere – i lidet glamourøse udgaver.

Flere sange fra det ret vellykkede herre-show "Den nøgne sandhed" går igen i let bearbejdede udgaver, men det giver god mening i betragtning af tre af de fire medvirkende er gengangere fra den forestilling. Hyggelige Gordon Kennedy illuderer både som Søren Rye og Linse Kesslers mor, og det må siges at kræve et alsidigt talent.

Forestillingen får et løft efter pause, hvor Mikkel Schrøder Uldal får en del flere chancer end de øvrige, og griber de fleste. Ikke mindst i et nummer af årets Dirch-vindere Vase & Fuglsang, hvori Mikkel Schrøder Uldal skal synge diverse meget forskellige versioner af "Jens Vejmand" (bl.a. som Lars Hug) i anledning af Carl Nielsens 150 års fødselsdag.
Hele holdet får flot musikalsk støtte af kapelmester Rasmus Friis Tvørfoss og hans to musikere, ikke mindst i det storslåede medley af krævende Bond-sange, som alle sang til perfektion.

Revydebutant Annette Heick beviste her som i andre af revyens numre, at hun ikke blot er dårende dejlig Bond Babe med en smuk stemme, men også en bedre skuespiller end hovedparten af Bond-piger. Især overraskede hun med en vittig parodi på Bodil Jørgensen, og så havde hun også selv skrevet andet akts åbningsnummer, det ganske originale "Den Store Bond"-dyst, hvori de fire Bond’er naturligvis skal dyste i bagning! Af boller naturligvis.

Vi kunne egentlig ikke få en bid mere ned, men når der nu alligevel vankede suppe og hot dogs bagefter… For I Brædstrup går man heldigvis ikke i for små sko, og takket være to gæve kvinder ved navn Grethe og Jytte har man fundet en generøs og levedygtig formel – inkl. et sympatisk og dygtigt personale. Imponerende.