FARS SYGT FEDE FERIE

★★★★☆☆

Filmens danske titel indikerer ganske passende, at selvom man bygger på en allerede eksistererende familiefilm-serie, så har humoren denne gang fået et mere kinky præg. Man må derfor være forberedt på at skulle forklare sine rollinger, hvad rimming og pædofile er, hvis man slæber den med til den film. Man behøver dog næppe forklare dem, hvad det er, at Chris Hemsworth (i en festlig birollepræstation) har i og udenfor sine stramtsiddende underbukser.

Ed Helms og Christina Applegate formår som den voksne Rusty Griswold og hans kone at løfte arven efter Chevy Chase og Beverly D’Angelo. De aldrende Griswolds dukker dog begge op mod slutningen – et par temmeligt chokerende men alligevel glædelige gensyn.

Ed Helms, der brød igennem med de vilde Tømmermænd-film, passer overraskende godt til rollen som frustreret men velmenende familiefar, og Christina Applegate giver den moderne husmor både værdighed , sødme og en vis sexappeal. Også filmens to unge knægte Kevin og James er i gode hænder hos henholdsvis Steele Stebbins og Skyler Gisondo.

Jonathan Goldstein og John Francis Daley debuterer begge med overbevisning som instruktører, og der er lykkedes for dem at bringe Griswold-universet op til vor tid. Resultatet kan næsten ikke undgå at blive flere film af samme støbning. Men hvis de bare er ligeså sjove og med selvstændig historie, skal de være velkomne.