SOUP CITY – The Last Case of Charlie Broccoli

★★★☆☆☆

På Bådteatret kan man p.t. overvære et ret usædvanligt polsk gæstespil kaldet SOUP CITY produceret af KlickaProductions. Titlen henviser til en populær lokal tegneserie om detektiven Charlie Broccoli, der i en film noir-inspireret verden løser diverse kriminalgåder.
Dette tegneserie-univers har man nu omsat til dukketeater ledsaget af en stemningsgivende jazztrio. Tre travle skuespillere holder styr på de mange karakterer, mens de forsøger at formidle de relativt mange ord på accenttykt engelsk i en for genren typisk kompleks handling.

En lille folder om forestillingen lover danske undertekster, men dem må vi tænke os til, og man hører da også en del hvisken undervejs fra de forældre, der synes, at de skal oversætte alt for deres børn. Forestillingen bliver også lanceret som en forestilling, der også er egnet som børn, men det kan dog diskuteres – med mindre ungerne ligefrem har kendskab til den konkrete tegneserie.

Scenografien består af et bord, to stole og en papkasse – så selve tegneserie-looket må man tænke sig til. Dukkerne er i virkeligheden bare dukkehoveder, hvortil man har hæftet noget løst tøj, og hvor skuespillerne så står for armbevægelserne. Der veksles mellem tre sammenhæftede miniaturemasker, halvmasker og så de mere karakterskabende masker til diverse figurer med grønsager i efternavnene.

SOUP CITY – eller THE LAST CASE OF CHARLIE BROCCOLI – virker som et kuriøst og underligt malplaceret gæstespil her i sommervarmen, hvor indendørsteater har trange vilkår – selv på dansk. Det bedste, man kan sige om denne odiøse teateroplevelse er, at den ikke rigtig ligner noget andet, der spiller i København i øjeblikket – men det er desværre ikke kun et kompliment.