★★★★☆☆
Årets jazz-festival blev skudt godt igang på Betty Nansen Teatret, hvor 9 af landets førende kunstnere var sat i stævne med det formål at nyfortolke Carl Nielsens ord og musik.
Kombinationen af oplæsning og levende musik kan være vanskelig, specielt når ord og toner skal flettes sammen til et harmonisk hele, men efter en lidt skrøbelig start var det som om at skuespiller og musikere fandt hinanden i et samlet udtryk.
Der blev leget både med kendte og mindre kendte værker, de fleste dog genkendelige, og blandt hovednumrerne var "Jens Vejmand Suite" og "Tågen letter". Michala Petri anslog tidligt et internationalt niveau, men det var hun ikke ene om denne aften. Både Anders og Benjamin Koppel havde en god aften på henholdsvis saxofon og orgel, og i baggrunden tilførte Pierre Dørge og Alex Riel både sjæl og dynamik. Tine Rehling bidrog med harpens poetiske klange, Jacob Karlzons klaverspil rummede melankoli og Henrik Dam Thomsen formidlede gennem sin cello den smerte, der perspektivede oplevelserne rent følelsesmæssigt.
Men det blev skuespilleren Henning Jensen, der med diskrete virkemidler gav os nøglen til de skønne toner, vi lyttede til. Med blidhed i såvel ansigt som stemme hørte vi med tilbageholdt åndedræt om de tidligste minder i uddrag fra Carl Nielsens selvbiografiske roman "Min fynske barndom". Henning Jensens åndfulde gengivelse af Nielsens betagelse af sin moders bryst havde nær givet publikum suttebevægelser. Men da vi så mod slutningen nåede til "Solen er så rød, mor", indså vi den uforbeholdne kærlighed til moderen, som strømmede ud af hvert vers.
Og da vi nu alle var blevet som børn på ny, forekom det helt passende at runde af med en fællessang, der naturligvis kun kunne hedde "Jeg ved en lærkerede".
Opløftet forlader vi Betty Nansen Teater – parat til tage imod en række af de utallige jazz-tilbud som byen vrimler med de næste mange dage. Det bliver en god sommer.
