TRÆK VEJRET

★★★☆☆☆

Skuespilleren Mélanie Laurent har allerede slået sit navn fast internationalt med intelligent og ofte sårbart spil i så forskellige film som "Je vais bien, ne t’en fais pas", "Inglorius Basterds", "Koncerten" og "Beslutningen". Nu springer hun ud som ganske lovende instruktrice med ungdomsfilmen TRÆK VEJRET ("Respire").

Vi følger Charlie (alene navnet antyder en kønslig splittelse), en stille og lidt sart teenagepige, hvis liv får en omblomstring, da Sarah, den nye pige i klassen, begynder at vise hende opmærksomhed. Men kærlighed og had kan være to sider af samme sag, og ingen af pigerne er følelsesmæssigt i stand til at håndtere den udvikling, som deres forhold tager.

Charlies mor har forelsket sig igen, og Sarahs mor er alkoholiker. For den indadvendte Charlie og den udadgående Sarah får deres relation og emotionelle umodenhed fatale konsekvenser

Den anerkendte franske stjerne Isabelle Carré spildes lidt som moderen, men Mélanie Laurent udviser fin fornemmelse for filmens unge talenter, i særdeleshed de to hovedpersoner, der spilles overbevisende af Joséphine Japy (Charlie) og Lou de Laâge (Sarah). Mélanie Laurent forstår også at udnytte kontrasterne i deres personlighed rent filmisk.

Sammenligninger med ADÈLES LIV – KAPITEL 1 og 2 synes uundgålige , men falder ikke ud til Laurents films fordel. Mod slutningen tangerer den det melodramatiske, selvom den munder ud i en slet skjut cadeau til Francois Truffauts "Ung Flugt".

TRÆK VEJRET er ingen stor film, men i sin skildring af kærlighedens trængsler set med teenageøjne har den indlysende kvaliteter, der også gør filmen velegnet i skolesammenhænge for de større klasser.