★★★★★☆
I NAT KOMMER KRIGEN HJEM *****
SOARE ****
ILLUSIONS ****
ROMEO AND JULIET POST SCRIPTUM *****
AND NOW: THE WORLD! *****
A HAPPY FAMILY ***
WHAT THE DICTATOR DID NOT SAY *****
THERE HAS POSSIBLY BEEN AN INCIDENT (***)
Midtvejs i CPH STAGE blev de årlige European Readings skudt godt i gang på Husets Teater med to nordiske stykker.
I NAT KOMMER KRIGEN HJEM blev af dramatikerne selv (Kristian Erhardsen og Joan Rang Christensen) betegnet som work-in-progress, men det var dog tydeligt, at samarbejdet mellem de to havde været frugtbart. For det er lykkedes at sætte ord på en række af de frustrationer, der blussede op i Paris i forbindelse med angrebet på satirebladet "Charlie Hebdo" og nåede til København for nyligt. Man kan sagtens komme dertil, hvor man frygter terroristerne mere end man frygter tabet af retten til at gøre grin med dem. Eller hvor behovet for at putte med sin gamle tigerbamse pludselig melder sig.
Iscenesætteren Christoffer Berdal har fundet en finhed i Sarah Boberg og en alvor i Laus Høybye, der gav teksterne et løft. Og så havde Berdal fundet på den genistreg at lade Bjørn Ignatius Øckenholt illustrerer ordudvekslingerne som en slags levende scenografi, der støttede uden at stjæle. Og derved blev I NAT KOMMER KRIGEN HJEM til relevant og nærværende teater.
Den norske dramatiker Tale Næss har også grund til at være sin iscenesætter taknemmelig. For ret beset har SOARE flere litterære kvaliteter end dramatiske. En række enkeltpersoner holder enetaler stykket igennem og iscenesætteren Kamilla Bach Mortensen understreger deres rodløshed ved at lade dem sidde adskilt i rummet. Langsomt begynder brikkerne til denne noget omstændelige men også fascinerende teatermosaik at falde på plads – kulminerende på et hotel, der pludselig står under vand.
Tale Næss stiller flere spørgsmål end hun besvarer, men får os ligeledes til at reflektere over vores personlige ansvar i forhold til krig og miljø.
Både Thomas Bang og Iben Donner gør indtryk som henholdsvis pilot og sikkehedsvagt, og så forvalter Ellen Hillingøe det afsluttende crescendo flot. De bidrager til at gøre SOARE til en begavet og stilfuld teateroplevelse.
Ivan Vyrypaevs russiske stykke ILLUSIONS starter festligt med een nærmest uhyggelig lang kærlighedserklæring fra en døende mand til sin hustru. Men da hustruen kort før sin død åbenbarer sin sande kærlighed til mandens ven, er det blot det første brud på de illusioner, der udgør et menneskeliv.
Et veloplagt firkløver bestående af Laus Høybye, Mia Lerdam, Christine Sønderris og Peter Flyvholm overvinder de velskrevne men i længden udmattende tekstmasser, og teaterdirektøren og instruktøren Simon Boberg havde ikke fundet anledning til at bearbejde teksten yderligere. Resultatet betød, at den efterfølgende reading ROMEO AND JULIET POST SCRIPTUM var forsinket med næsten tre kvarter, og at der stod flere pladser tomme i den normalt fyldte sal. Det var trist, for svenske Annika Nymans moderne vinkel på, hvordan Romeo og Julies forhold kunne have udviklet sig, hvis de ikke havde begået selvmord, var en ganske fornøjelig oplevelse.
Christoffer Berdal havde formået at få sine spillere til at komme med dynamiske og meget fysiske bud på rollerne, og det gav pote. Sicilia Gadborg Høeg havde en robust sødme som Julie, og når først hun lærer at sige "forskræmt" i stedet for "forskramt", så kan hun også blive en udmærket i en klassisk version. På samme måde kommer Esben Smed til at arbejde med diktionen, hvis man skal kunne høre alle hans replikker fra en stor scene, men her er ganske vidunderlig som en særdeles nutidig Romeo med spræld i kroppen og smæld i replikken. Intet under, at Esben Smed sidste år fik Reumertjuryens talentpris, for ham kommer vi givet til at se mere til.
Tyske Sibylle Bergs AND NOW : THE WORLD! er en sproglig overdådig skildring af en – eller rettere fire kvinders – frustrationer over deres egen tilværelse lige netop nu. Stykket bliver opfindsomt præsenteret af Liv Helm og tager pulsen på vor selvmodsigende samtid. Ordene serveres med stålsat desperado-vanvid af bl.a. en uhyggelig morson Christine Sønderris, men også en af årets modtagere af Reumerts talentpris, Nanna Cecilie Bang fra Mungo Park Koldings "Folkeskolereformen", gør indtryk.
Det finske stykke A HAPPY FAMILY er mere beskeden i anslaget. Umiddelbart lettere tilgængeligt, men uden de store dramatiske hemmeligheder eller overraskelser. Et ungt par flytter med deres lille dreng ud til en finsk forstad, men ikke uden konsekvenser. Mor bliver fyret og får sig en elsker, mens far bliver dvask og begynder at drikke. Det hele afspejler sig naturlligvis i sønnens opførsel. Kamilla Bach Mortensen instruerer loyalt, og trioen Sarah Boberg, Thomas Bang og Peder Holm Johansen har festlige bud på rollerne – ikke mindst Holm Johansens portræt af familiens yngst gør lykke.
Den tunesiske dramatik Meriam Bousselmi konfronterer os med vores indre diktator i monologen WHAT THE DICTATOR DID NOT SAY. Kristian Halken yder en kraftpræstation som disillusioneret diktator i eksil, når han går til verbalt angreb på folket. Jacob F. Schokking sørger for at også forestillingen som helhed har skarphed, og får bugt med de fleste af de løftede pegefingre i denne engagerede tekst.
Årets readings blev rundet af med THERE HAS POSSIBLY BEEN AN INCIDENT, der trods en veloplagt intro af den engelske dramatiker Chris Thorpe, nok var det stykke, der umiddelbart fængede mindst. Men det kan vel være, at instruktøren Simon K. Boberg fik mere liv i spillerne i anden halvdel, som denne skribent ikke havde mulighed for at se på grund af andre forpligtelser under CPH STAGE.
Det ændrer dog ikke ved, at årets EUROPEAN READINGS på Husets Teater må regnes blandt de bedste, og man beder til, at netop disse readings bliver bevaret, da de hører blandt de vigtigste af sin art herhjemme. Endnu en flot fjer i hatten på den afgående teaterchef Simon Boberg og co. og et ubestridt højdepunkt under CPH STAGE.
