GRANHØJS DOUBLE RITE

★★★★★☆

I forbindelse med teaterfestivalen CPH STAGE erobrer Granhøj Dans Skuespilhusets store scene med et frapperende dobbelt-program bestående af ROSE: RITE OF SPRING – EXTENDED 2 og den Reumert-belønnede RITE OF SPRING – EXTENDED.

Det virker lidt sært at starte med to’eren, men kvalitetsmæssigt giver det god mening at gemme det bedste til sidst. ROSE: RITE OF SPRING – EXTENDED 2 er dog på sine egne vilkår en medrivende forestilling med eminent kvindedans. Diverse rituelle handlinger udforskes i fysisk nærgående bevægelser.

Vi erfarer, at fra kvindens kønsåbning kan der både komme rosenblade og blod. Den uforfærdethed, hvormed kvinderne en efter en kaster rundt med sig selv, og iltert prøver at finde udtryk, mens de øvrige forsøger at begrænse deres udfoldelse, danner grundlaget for de både stærke og bevægende billeder af kvindefrigørelse til alle tider.

Den russiskfødte pianist Maria Eshpai skaber et musikalsk kraftcentrum i forestillingen fra sit roterende piano, og formidler musikken med imponerende lidenskab. Den forplanter sig til de syv dansere, der alle synes i særklasse; Carina Raffel, Alina Fejzo, My Marie Nilsson, Joy Anna Hall. Sofie Pintzou, Tina Møller og Liv Mikaela Sanz.

RITE OF SPRING – EXTENDED er mindst lige så dristig i sit udtryk, og uhyre opfindsom i såvel koreografi som udførelse. De syv dansere fungerer sublimt i forhold til hinanden. Her er en fortrolighed, som man sjældent finder i et stort ensemble, og samtidig en uforfængelighed og et mod, som man kun kan beundre.

"Le Sacre Du Printemps" forargede en hel verden for 100 år siden, og med den ny-konservatisme, der synes på fremmarch i Østeuropa – ikke mindst i forhold til homoseksualitet -, kunne man sagtens forestille sig voldsomme reaktioner på denne befriende frigjorte fortolkning i den del af verden selv idag. Ikke fordi den originale "La Sacre du Printemps" handlede om homoseksualitet, men den nye version omhandler en række mandehørmende overgangsritualer, som unge fyre til alle tider har måtte gennemleve for at kunne kalde sig mænd.

Palle Granhøjs koreografi blander på nærmest genial vis diverse urmenneskers stamme-traditioner med vor tids optagelsesprøver i diverse mandeklubber/bander. Vi får en næsten fysisk fornemmelse for de anstrengelser og ydmygelser et ung menneske må gennemgå for at blive en del af fællesskabet. Den megen nøgenhed bliver aldrig lummer ligesom brutaliteten og blodsprøjtene virker relevante.

Aron Darabont gør det stadig fænomenalt godt som den hårdt prøvede yngling og blev da også ganske fortjent kåret som årets danser af cphculture.dk. Men samtlige dansere fortjener at blive nævnt: Mikolaj Karczewkski, Thomas Danielis, László Fülöp, Thomas Ciesielski, Aurelisz Rys og Bill Eldridge. Wow!