FLUGTEN TIL FRIHED

★★★★☆☆

Viggo Mortensen yder en af sine bedste præstationer i David Oelhoffen billedskønne drama FAR FROM MEN (Loin des Hommes). Her spiller han en fransklærer, der imod sin vilje bliver inddraget i krigen i Algieriet. Han påtvinges nemlig at skulle transportere en fange gennem et krigshærget område med både han og fangens livs som indsats.

Oelhoffen fortæller sin historisk med et storladent episk flow, der bringer mindelser om Fred Zinnemanns "Sheriffen", og der er på flere måder noget western-agtigt over den enlige kamper, der med den barske natur som kulisse konfronteres med en fjendtlig verden. De betagende men også rå ørkenlandsskaber vidner om en hård tilværelse, og musikken – som bl.a. Nick Cave er ansvarlig for – inddrager på forbilledlig vis den arabiske verden i filmens univers.

Viggo Mortensen har da også lært sig selv arabisk og hans franske forekommer unægteligt mere overbevisende, end da Mads Mikkelsen medvirkede i en film om Coco Chanel.

Størst indtryk gør dog Reda Kateb som den forhutlede fange. Hans trætte krop og triste blik vidner om et liv i smerte, og samtidig bevarer han en særlig værdighed, som man fristes til at kalde arabisk. Kateb vandt da også årets César for bedste mandlige birolle – omend for en anden film ("Hippocrate").

FLUGTEN TIL FRIHED kunne nok have haft gavn af flere lag eller karakterer, og manuskriptet synes lige lovlig enkelt i forhold til, at det er inspireret en Albert Camus-historie. Men set på et stort lærred har man svært ved ikke at lade sig forføre af denne billedfest.