HJÆLP SØGES

★★☆☆☆☆

Titlen giver i den grad mening, for Østre Gasværk får brug for mulig hjælp til at sælge denne mærkværdige forestilling til et stort publikum.

Sange og musik af Björn Ulvaeus og Benny Andersson lokker naturligvis på forhånd, og iscenesætteren Lars Rudolfsson var også manden bag de aldrende Abba-fyres hidtil største kunstneriske triumf, "Kristina Från Düvemåla", der stadig står som en milepæl i nordisk musicalhistorie. Dengang var der også både en stærk historie og mesterlig musik. "Chess" og "Mamma Mia" levede primært højt på en række iørefaldende sange, men dem er der kun få af i HJÆLP SØGES.

Musikalsk fungerer forestillingen bedst, når den læner sig op af den svenske folkemusik, der klæder det smukke scenebillede, som scenografen John Engberg har skabt med værdifuld støtte fra lysdesignerne Raimo Nyman og Anders Rosenquist.

Men manuskriptet er og bliver noget hø. En sympatiske grundide om to ensomme brødre, der vil hyre en kvindelig praktikant til at hjælpe til på gården, falder tungt til jorden på grund af Kristina Lugns håbløse manuskript. Fordanskningerne af Pia Tafdrup og Anne Linnet har tydeligvis digteriske ambitioner bag sig, men virker som sten i munden på skuespillerne.

Jesper Asholt og Jesper Lohmann, der tidligere har vist sig at være et glimrende makkerpar, når tekstmaterialet tillod det, kæmper bravt men forgæves med de umulige ord, og overlever kun lige akkurat rent sangligt i Østre Gasværks store teaterrum. Bedre går det afgjort for den lovende Sara Viktoria, der med kækhed og klar stemme bliver et lyspunkt i forestillingen.

Og hvad med dyrene? Tja, de fungerer næsten mest som en slags pausefisk, og man tager sig sig i at klappe af en ko, der ikke kan meget mere end gå rundt og så ellers holde sig i ro. Størst lykke gør svinet, der kan samle brugte øldåser op. Den slags har et københavnsk publikum har respekt for.

HJÆLP SØGES er for snørklet og lommefilosofisk til fange børnene, som kun liver op, når der er dyr på scenen. Dyrene får snarere kitch-værdi for voksne, men er at foretrække frem for de ofte ufriviligt komiske replikdominerede passager i forestilligen. "En mega-succes" hævder man i annoncerne, men den må de længere ud på landet med.