THE DUFF

★★★☆☆☆

Bag titlen THE DUFF gemmer der sig en ungdommelig Hollywood-komedie med en kerne af alvor. DUFF står for Designated Ugly Fat Friend og refererer til det lidt kiksede medlem af en vennegruppe. Hun hedder i dette tilfælde Bianca, og spilles med kækt overskud af Mae Whitman, som uheldigvis synes omgivet af mere eller mindre syntetiske pigebørn.

Mere ægte liv finder man i fyrene, og Robbie Amell formår at tilføre klicheen om den veltrænende idiot et strejf af menneskelighed. Nick Eversman har også anstrøg af naturlighed som Toby, genstanden for Biancas kærlighed.

Veteranen Allison Janney leverer med vanlig sikkerhed et portræt af Biancas moder, der altid har kvikke svar på komplicerede spørgsmål.

Instruktøren Ari Sandel forfalder desværre flere gange til karikaturkomik, selvom Josh A. Cagan forsøger at gøre op med de firkantede opfattelser i sit manuskript. Vi morer os mere end vi normalt gør til disse teenagekomedier og opgøret med mobning i de sociale medier virker oprigtigt nok.

Men helt fri for hykleri kan man ikke kalde filmen, og når Bianca skal iføre sig en særlig type bh og i det hele taget dulles op, før hun finder en fyr – så fremstår filmen unødigt sexistisk. Man har i al fald ikke indtryk at, at filmens mænd kun går og sukker efter at finde en pige og kun kan score, hvis deres påklædning fremhæver deres køn.