★★★★☆☆
Man ser i grunden al for lidt til Judith Rothenborg. For selvom hun stadig forgylder animationsfilm med sin prægtige stemme og har gang i mange andre projekter, så er det som om hun kommer mest til sin ret på scenen. Hver en fiber i hendes krop synes at emme af teater i så-godt-som-solo-forestillingen ALDER INGEN HINDRING… Der synes også at gemme sig en skøn troldkælling i hendes indre, og hun titter frem, når ungdommens arrogance står for skud. Men det velsignede er, at udfaldende altid serveres med glimt i øjet.
Åbningsnummeret "That’s Life" synes også at afspejle Judith Rothenborgs livsfilosofi, for på trods af, at forestillingens gennemgående figur hedder Francesca, så omhandler forestillingen indirekte Judith Rothenborgs eget spanglede liv – og gudskelov for det. Hovedparten af teksterne tegner hun sig da også selv for, og de rummer konstruktiv munter livskundskab for gamle i alle aldre.
Bitterheden har ikke fået tag i Judith Rothenborg, og derfor tør hun – og slipper afsted med – de utroligste ting på scenen. En overbevisende udgave af et nummer fra musicalen "Cabaret" får een til at ønske, at nogen vil tilbyde hende karakterrollen som Frøken Schneider snarest. Og Judith Rothenborgs portræt af det ældre ægtepar, der går fra hinanden fordi konen keder sig og manden føler sig fremmed i sit eget hjem rummer ligeledes ægte smerte. Men Rothenborg kan også være den personificerede livsglæde som i hendes overdådige entré i anden akt. Det er også svært at bevare pessimismen, når man ser med hvilken dødforagt, hun danser tæt med en dukket Antonio Banderas og bramfrit skifter kostumer midt på scenen.
Jan Overgaard fungerer fint som hendes musikalske sparringspartner, der også kan sige et par replikker, hvis det bliver påkrævet. Men Judith Rothenborg mangler ikke ord, og den medlevende instruktør Louise Schouw kunne med sindsro have skåret lidt i de mange personportrætter, vi får serveret mod slutningen. For gøre kål på Judith Rothenborgs spillelyst kan ingen, og det bør vi alle være taknemmelige over.
