★★★★☆☆
Arthur Miller begik en genistreg, da han i sit stykke HEKSEJAGT (The Crucible) brugte 1600- tallets kvindeforfølgelse som springbræt for en besk udlevering af McCarthyismens kommunistforskrækkelse.
På Det Kongelige Teater lægger man mindre vægt på massehysteriet for i højere grad af fokusere på de mænd, der manipulerer med det. Magtens mænd.
Scenografen Palle Steen Christensen har omdannet scenen til et umiddelbart temmeligt bastant nybyggermiljø, hvor man i grunden ikke kan foretage sig meget andet end at spille musik og gå i kirke. Heldigvis rummer scenografien et par overraskelser og en enlig musikant forsøger også at tilføre sjæl til den golde verden.
I handlingens centrum står Olaf Johannsen som bonden John, hvis hustru er anklaget for at være heks. Rollen som den plagede John er på film blevet spillet af bl.a. Yves Montand og Daniel Day Lewis, men Olaf Johannesen er ikke mindre god. Han runder sin hidtil fineste teatersæson af med en præstation, der rummer både sjælelig styrke og fysisk sårbarhed. Vi får også et dejligt gensyn med Benedikte Hansen som hans hustru, mens en række yngre skuespillerinder med svingende overbevisning forsøger at illudere besatte unge kvinder. Bedst går det for talentfulde Sara Hjort Ditlevsen, der i sidste sæson fik sit gennembrud som morgenbolle-pige på Teater Grob og vandt en Bodil for "Undskyld jeg forstyrrer" af Henrik Ruben Genz. Men Abigail er også et af stykkets bedste roller, og gav i sin tid Bodil Jørgensen et teaterkunstnerisk højdepunkt i Henrik Sartous uforglemmelige iscenesættelse på Folketeatret.
Også Helle Fagralid er et plus for denne HEKSEJAGT. Desværre ser vi alt for lidt til Kirsten Olesen i rollen som Rebecca. Ligesom i "Erasmus Montanus" har hun også denne gang en træt Peter Gilsfort på slæb. Man glæder sig over et par interessante præsteportrætter fra Rasmus Bjerg og Morten Suulballe, selvom sidstnævte efterhånden mumler så meget, at flere replikker gå tabt for folk på balkonerne.
Forestillingen får selvsagt et løft, da dynamiske Henning Jensen gør sit indtog som urørlig og ubønhørlig dommer. Et magtmenneske, men dog et menneske.
Instruktøren Roger Vontobels hang til overdreven stillisering klæder ikke et stykke som HEKSEJAGT, hvor det emotionelle aspekt i historien netop er drivkraften. Slutningen får ikke det momentum, som den burde have haft, hvilket synes symtomatisk for hele forestilling. Den er god – bare ikke god nok, når man har med verdensdramatik at gøre og nogle af landets fineste skuespillere til sin rådighed.
