★★★★☆☆
Der findes film, hvor een skuespillerpræstation nærmest er hele filmen, og til den kategori hører JEG ER STADIG ALICE. Det skal imidlertid ikke opfattes som noget dårligt, for Julianne Moore synes at være i sit livs form og Oscar’en for årets bedste skuespillerinde er i den grad fortjent.
Ganske vist spillede hun mindst ligeså fremragende i David Cronenbergs "Map to the Stars", der indbragte hende prisen for bedste kvindelige skuespillerpræstation i Cannes, men i JEG ER STADIG ALICE får hun lov til at dominere samtlige scener og resultatet er ikke blot imponerende, men også dybt gribende.
Moores fremstilling af en intelligent kvindes kontroltab, da hun får alzheimer, forekommer uhyre autentisk, og det fine ved JEG ER STADIG ALICE er, at vi får en næsten fysisk fornemmelse af, hvad det vil sige at miste hukommelsen.
Helt fri for sentimentalitet kan man ikke påstå den er, men samtidig springer den ikke de ubehagelige passager over i forløbet, og Julianne Moore sørger hele tiden for at balancere sin præstation, som det rørstrømske aldrig tager overhånd. Overfor hende bliver de øvrige medvirkende til en grå masse med Kristen Stewarts skuespillerdatter som eneste undtagelse.
Der kan ikke være en lykkelig slutning på en historie som denne, og alligevel går vi sært opløftet ud af biografen, fordi instruktørerne Richard Glatzer og Wash Westmoreland har formået at pointere det livsbekræftende i Lisa Genovas roman. Men uden Julianne Moore var det næppe blevet en forløsende oplevelse.
