★★★★☆☆
SOL GÅR OP, SOL GÅR NED, men slægter uddør. Uanset om vi skriger eller skråler går verden videre og een dag uden os. Det er nogle af de tanker, der rumsterer i underbevidstheden, mens man ser dette moderne cirkus-agtige operaværk.
Pelle Gudmundsen-Holmgreen har skrevet den hynotiske musik til SOL GÅR OP, SOL GÅR NED. Forestillingen, der som så mange andre specialiteter spiller på Takkeloftet i Operaen i denne sæson, er et forfriskende bidrag til operaudbudet herhjemme, der trods en globaliseret verden synes at snævre mere og mere ind.
Iscenesætteren Eva-Maria Melbye har sammen med Marcus Olsons næsten barnlige og i al fald meget gulige scenografi og kostumer skabt et ejendommeligt univers, som Ursula Andkjær Olsens tekst intet gør for at forklare. Det er nu heller ikke meningen, for vi er på en sanseoplevelse. De medvirkende fremstår tidløse lige bortset fra den indespærede Sten Byriel, der som den gamle Salomo åbrnbart stadig skal have 70’er frisure,
På scenen trasker dansk teaters evige gøgler Lars Knutzon rundt og prøver at finde mening i galskaben. Når sangernes ord bliver for luftige, kæfter han op og bryder dermed ethvert tilløb til selvhøjtidelig. Han har den kæreste følgesvend i Hadi Ka-Koush, der giver sin regelrette madelsker en overraskende blidhed.
Nina Fischer og Andreas Landin synger begge flot, men ved denne lejlighed spilles rollen som Sulamith rent faktisk af den udtryksfulde Aileen Bramhall Itani. Koret, som udgøres af 12 kvinder og mænd, imponerer også, og det kan ikke have været en let opgave at få de mange forskellige stemmer til at fungere i forhold til hinanden.
SOL GÅR OP, SOL GÅR NED er en flygtig men mindeværdig lille operabegivenhed, så det gælder op at gribe dagen, hvis man ikke skal gå glip af den.
