O, FOR THE LOVE OF SHAKESPEARE

★★★★☆☆

Man kunne ikke ønske sig tre smukkere stemmer til at formidle Shakespeare på originalsproget i København end de tre, man lytter til i Kongernes Ladidarium. Her blandt vidunderlige stemningsgivende skulpture i Christian d. 4s bryghus ved Frederiksholms Kanal kan man nyde Shakespeares mest romantiske ordstrømme serveret med elegance og vid af Andrew Jeffers, Sue Hansen-Styles og Barry McKenna.

Tekster fra hovedværker som "Trold kan tæmmes", "Som man behager" og "Et vintereventyr" blandes med mindre kendte tekster fra bl.a. "Cymbeline" og Shakespeares sonetter. Og sørme om vi ikke også får lidt sang, når vi følger skuespillerne rundt i den smukke bygning.

Danskernes kærlighed til William Shakespeares ord har vist aldrig været større end i disse år, hvor publikum strømmer til forestillinger som "Romeo og Julie" samt "Sonetter" på Det Kongelige Teater. Men som Bellevue Teaters opsætning "Shakespeares samlede værker" beviste, så er det langt fra altid, at William Shakespeares ord fungerer på dansk.

Derfor virker O’ FOR THE LOVE OF SHAKESPEARE som en lise for sjælen, fordi man i en lille time for lov til at dvæle ved William Shakespeare tidløse betragtninger om kærlighedens væsen. At man samtidig får mulighed for at nyde et af Københavns mest oversete museer gør ikke oplevelsen mindre. Så selvom den litterære festival KBH LÆSER 2015 kun lige er begyndt, fremstår O, FOR THE LOVE OF SHAKESPEARE allerede som et utvetydigt højdepunkt, man absolut ikke bør snyde sig selv for.