UNDER THE SKIN

★★★☆☆☆

Scarlett Johansson hører blandt Hollywoods mest fascinerende skuespillerinder, men hendes evne til at finde gode filmmanuskript synes at svinge. Luc Bessons makværk "Lucy" blev i al fald ikke nogen appelsin i hendes turban, og UNDER THE SKIN lider også under et svagt manuskript.
Men heldigvis er der en del at glæde sig over alligevel. Ikke mindst den originale lydside tilføjer kuriøs dysterhed til historien, som virker dragende.

Scarlett Johansson spiller en ung kvinde, der under et ophold i Skotland forfører ensomme mænd, hvorefter de forsvinder. Hvorfor ved vi ikke og de gentagne handlinger gør intet godt for vores filmoplevelse.

Men der hviler en sær stemning over filmen, og instruktøren Jonathan Glazer formår alligevel at holde os nogenlunde underholdt i denne mystiske og visuelt interessante sci-fi krimi.