MIN SØSTERS BØRN OG GULDGRAVERNE

★★★☆☆☆

Det har afgjort været en forbedring at henlægger de nyeste film om MIN SØSTERS BØRN til et miljø langt fra de syntetiske familieomgivelser. Rasmus Botoft er slet ikke den værste, der har spillet rollen som børnepsykologen, der får lov at prøve sin groteske teorier i praksis på søsterens unger.

Denne gang har de fået lov til at drage med ham helt til Kanada, hvor velholdte Lone Hertz stråler mere end nogen guldklump selv 64 år efter hendes medvirken i en anden børnefilm, "Hold fingrene fra mor". Rollen her virker en smule fjollet, men det giver god mening at se Lone Hertz i en MIN SØSTERS BØRN-film, eftersom det var hendes ex-mand Axel Strøbye, der spillede børnepsykologen i den allerførste film i serien.

Det nye kuld børn har ikke samme individuelle charme, som seriens første børn, men den nye Pusle udviser dog et vis talent for at græde krokodilletårer. Skurkeduoen fænger derimod ikke rigtig, men selvom Lotte Andersen var sjovere som Fru Flinth end Lærke Winther, så har sidstnævnte dog ære af filmen, og får tegnet en præcist portræt af en flot cool bitch.

I tilgift får vi nogle dejlige naturoptagelser fra Nordamerika og bliver mindet om, at der altså er forskel på bjørne og vaskebjørne. Men selv med sin bedste vilje kan man hverken kalde filmen eller Niels Nørløvs iscenesættelse for mere end habil.