ON THE RED LAWN

★★★☆☆☆

Dansehallerne har atter engang fået besøg af den talentfulde Tomas Danielis, der blandt meget andet indtager en væsentlig plads i det prisbelønnede team, der udgør "Granhøj Dans". Nu er han aktuel med soloforestilligen ON THE RED LAWN, som han selv har skabt koreografi til.
Forestillingen, der varer knapt en time, er løst baseret på Dantes Inferno. Man gør dog klogest i at anskue forestillingen som et abstrakt værk, da den rent fortællemæssigt virker noget uklar.

På bagscenen ser vi på levende billeder af Danielis’ ansigt, snart splittet snart samlet, men altid med søgende blik, og mod slutningen i farver.

Men ON THE RED LAWN virker især seværdig, fordi Tomas Danielis er en uforfærdet danser, der konstant stiller nye krav til sig selv. Koreografisk arbejder han denne gang med spasmer, som indgår i de fysiske udtryk for en sjælelig tilstand. Det forekrøblede menneske, der samtidig rummer stor skønhed. Snart påklædt spillende en rolle, snart nøgen og hudløs ærlig i sin kamp med de indre dæmoner.

Tomas Danielis behøver ikke musik for at kunne udtrykke sig kropsligt, men stærkest virker dog hans lidenskabelige livtag med Haendels passionsmusik. Her finder han et særegent fysisk sprog, når han som forkvaklet menneske forsøger at dirigere musikken. Og vi ser et menneske, der hengiver sig til tonerne, og som oplever en åndelig forløsning gennem dansen. I disse passager bliver ON THE RED LAWN til ren magi.